Durumboller

Seje og luftige durumboller, der både egner sig til morgenbordet, som sandwichbrød og som tilbehør til tapas.

10 boller

Ingredienser

10 g gær
5 dl lunkent vand
200 g durummel
400 g hvedemel
1 spsk olivenolie
2 tsk salt

Sådan gør du

Dag 1

Opløs gæren i det lunkne vand i en skål. Tilsæt durummel, hvedemel, olivenolie og salt. Rør dejen sammen med en ske til en blød masse. Læg husholdningsfilm eller et fugtigt klæde over skålen med dej og stil den i køleskabet natten over.

Dag 2

Rør dejen hurtigt rundt og sæt bollerne med en stor ske på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem, da bollerne flyder lidt ud. Bag bollerne i 15 – 20 minutter ved 200°. Lad bollerne køle af på en bagerist.

TIP

Bollerne kan spises om morgenen med ost og marmelade, flækkes til sandwiches eller bruges til at dyppe i olivenolie. Dejen kan tilsættes 1 tsk tørret, finthakket fennikelfrø, finthakket rosmarin eller anden krydderurt.

Opskriften er lavet i samarbejde med Il Fornaios