Mørdrupgårdbrød

Langtidshævet brød med yoghurt og ølandshvede

2 brød

Ingredienser

6 dl koldt vand
1 dl yoghurt naturel
1 spsk honning
10 g gær
5 g havsalt
850 g stenformalet ølandshvedemel

Desuden 2 hævekurve

Sådan gør du

Dag 1:

Rør vand, yoghurt og honning sammen i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt. Tilsæt mel lidt ad gangen og rør grundigt med en træske indtil dejen er sej og glat. Dæk skålen med dejen med husholdningsfilm eller et fugtigt viskestykke, sæt den i køleskabet og lad den hæve natten over i ca. 8 timer. Dejen kan sagtens stå i 24 timer, og bliver næsten kun bedre af det, da smagen får lov til at udvikle sig.

Dag 2:

Tag dejen ud af køleskabet og hæld den ud på et meldrysset bord. Del dejen i 2 og kom hvert stykke op i grundigt melede hævekurve. Alternativt en skål foret med et meldrysset viskestykke. Læg et fugtigt klæde over og stil brødene til hævning i ca. 1-2 timer på køkkenbordet. Sæt en bageplade i ovnen og varm den op til 250°. Vend forsigtigt brødene ud på et stykke bagepapir, træk brødene over på den varme bageplade og sæt dem herefter i ovnen. Bag brødene i ca. 30 minutter indtil de er gennembagte og smukt gyldne på overfladen. Lad brødene køle af på en bagerist.

TIP:

Bag brødet uden efterhævning i kurv. Varm ovnen op, som ovenfor. Tag dejen ud af køleskabet og hæld den ud på et meldrysset bord. Drys dejen med lidt mel. Skær forsigtigt dejen ud i 2-3 stykker med en brødspartel eller en kniv, og løft dem forsigtig over på et stykke bagepapir, så de holder deres luftighed og spændstighed. Lad brødet hæve på køkkenbordet i 15-20 minutter. Træk brødet over på de varme bageplader, og sæt dem herefter i ovnen og bag som ovenfor.