Små kartoffelpandekager med ørredrogn

Små, sprøde kartoffelpandekager med grønne asparges, ørredrogn og krydderurtedip.

Til 4 personer

Ingredienser

600 g kartofler
1 stort revet løg
2 æg
2-3 spsk durummel
Flagesalt og friskkværnet sort peber
Koldpresset jomfruolivenolie
Ørredrogn
Grønne asparges

Krydderurtedip

4 dl creme fraiche
1 lille bundt frisk dild
1 lille bundt purløg
Revet skal og lidt saft fra en citron
1 spsk ahornsirup eller flydende honning
Flagesalt og friskkværnet sort peber

Sådan gør du

Riv kartoflerne groft og bland dem med revet løg, æg, mel, salt og peber. Form små pandekager af kartoffelblandingen og steg dem i olie på en pande ved lav varme. Hold kartoffelpandekagerne varme i ovnen.

Hak dild og purløg og bland det sammen med creme fraiche, citronsaft, citronskal og ahornsirup til en cremet dip.

Server  kartoffelpandekagerne  med  stegte  grønne  asparges,  lidt ørredrogn og krydderurtedip.

Fra bogen Skønne Økolgiske Kartofler af Anne Hjernøe