Tomat-pebersauce med okseinderlår og blomkål

Rustik tomatsauce med peberfrugt, aubergine og okseinderlår, serveret med basilikum-blomkålssalat.

Opskriften er beregnet til 4 personer

Tilberedningstid: 1½ time - Arbejdstid: 45 minutter

Ingredienser

Kødet

  • 350 g okseinderlår
  • 2 spsk. muscovadosukker
  • 1 tsk. salt

Tilbehør

  • 4 dl brune ris

Grøntsagerne

  • 1 aubergine
  • 300 g solmodne tomater
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 spsk. olivenolie
  • nip salt
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 4 spsk. tomatpure
  • 2 dl vand
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 1 spsk. frisk rosmarin
  • peber

Blomkålssalat

  • 1 blomkålshoved
  • ½ bundt frisk basilikum
  • 1 rød chili, mediumstærk
  • 1 spsk. olivenolie
  • nip salt

Sådan gør du

Skær okseinderlåret ud i tynde strimler. Bland muscovadosukker og salt og gnid det ind i kødet. Lad trække på køkkenbordet i 20 minutter.

Kog de brune ris efter anvisning på posen.

Lav grøntsagerne:

Skær aubergine i 1 cm tykke skiver på skrå. Halver tomaterne. Rens peberfrugten, fjern kernerne og skær den i store stykker.

Varm olie op på en pande og steg grøntsagerne møre og gyldne på hver side, evt. på en grillpande. Krydr med lidt salt.

Varm lidt olivenolie op i en stor gryde og brun kødet i kort tid ved høj varme, til det har taget farve på alle sider. Det må gerne være rosa i midten. Læg kødet på en tallerken.

Hak løg og hvidløg fint. Tilsæt lidt mere olie i gryden og svits løg og hvidløg ved middelhøj varme til de er glasklare - de må ikke tage farve.

Tilsæt spidskommen og lad det stege med et lille minut. Tilsæt stegte grøntsager, tomatpure, vand, oregano samt finthakket frisk rosmarin. Lad saucen simre under låg ved svag varme i 10 minutter.

Blomkålssalat:

Bræk blomkålen i små buketter. Skær gerne de tynde grene af stokken ud i mindre stykker - de er supersprøde. Kasser det groveste af stokken.

Skyl chili, fjern frøene hvis salaten ikke må blive for stærk, og hak den fint. Vend blomkålen med grofthakket basilikum, chili og resten af olivenolien. Smag til med lidt salt.

Gør saucen færdig:

Tilsæt kødet til tomatsaucen, lad det simre med i et par minutter og smag evt. saucen til med mere salt, peber og muscovadosukker.

Server den rustikke tomatsauce med ris og blomkålssalat

 

TIP: Grønsagerne kan også grilles i ovnen i stedet for at blive stegt. Grøntsagerne lægges i et stort fad, som stilles øverst i ovnen - tæt på grill-legemet. Vend grøntsagerne et par gange undervejs.

 

Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.