Fladpander minipizza

Små fuldkornspizzaer med chorizo.

8 stk.

Ingredienser

Pizzadej

  • 2½ dl lunkent vand
  • 10 g øko gær
  • 175 g øko fuldkornsdurummel
  • 150 g øko hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk øko olivenolie

Fyld

  • 1 fed øko hvidløg
  • ¼ tsk salt
  • 4 dl mosede øko tomater (fra flaske)
  • 150 g revet øko ost
  • 150 g øko chorizo eller peperoni
  • 2 tsk tørret øko oregano
  • 1 potte øko basilikum

Sådan gør du

1. Kom vand og gær i en stor skål og rør til gæren er opløst. Tilsæt fuldkornsdurummel, hvedemel, salt og olie. Ælt dejen godt sammen til den er blød og elastisk.

2. Læg et fugtigt viskestykke eller husholdningsfilm over skålen og lad dejen hæve 1½ time.

3. Tænd ovnen på 225 grader varmluft.

4. Del dejen i 8 stykker. Rul hvert stykke ud til en lille pizza ca. 16 cm i diameter. Drys mel under og ovenpå pizzaerne mens du ruller, så dejen ikke hænger fast i bordet eller kagerullen.

5. Læg pizzaerne på bageplader med bagepapir.

6. Pres hvidløget. Rør hvidløg og salt i tomaterne og smør dem på bundene. Drys ost ovenpå tomaterne. Skær chorizoen i tynde skiver og fordel dem på pizzaerne. Drys oregano på toppen.

7. Bag pizzaerne i ca.12 minutter til osten er smeltet, og kanten af pizzaerne er lysebrun.

8. Drys pizzaerne med hele basilikumblade inden servering.

En opskrift fra bagehæftet Bare bag