Æblesmør med lakrids

Æblesmør med lakrids med kardemomme. Servér med en god ost og ristet pumpernikkelbrød.

Ingredienser

Æblesmør med lakrids

(Giver ½ liter)

1½ kg æbler
2 dl vand
6 stk kardemommekapsler
evt. ¼ stødt kardemomme
2 tsk skåret lakridsrod (fås i helsekostbutikker & Matas)
fintrevet skal og saft af 1 citron
1 tsk havsalt
200 g mørk el. lys rørsukker
100 g melasse rørsukker el. mørk farin

Tilbehør

Hesselbo fra Kristiansminde Gårdmejeri el. din yndlingsost

Skiver af pumpernikkelbrød, ristet

Sådan gør du

Æble-lakrids-smør

Del æblerne i meget grove tern (med skræl og kernehus). Kom dem i en
gryde, og hæld vand på. Få gryden i kog og skru ned for varmen. Læg låg på, og lad det hele simre i 30-40 minutter, eller indtil æblerne er helt udkogte.

Hæld æblemosen igennem en fin sigte eller gammeldags purékværn. Hæld mosen tilbage i gryden. Kom kardemommekapslerne, lakridsrod og havsalt i en elektrisk kaffemølle/morter og mal til pulver. Kom krydderiblandingen, citronskal, -saft og sukker op i gryden. Læg et låg halvvejs hen over gryden, og kog æblemosen ved middel varme i ½-1 time. Hæld den tykke æblesmør op på sylteglas, og opbevar tørt, køligt og mørkt, fx i køleskabet. Uåbnet kan æblesmørret holde sig i op til 2 måneder. Efter åbning opbevares smørret i køleskabet, hvor det kan holde sig i cirka en uge.

Opskriften er udviklet af Kille Enna.