Æblegløgg og pebernødder

Til 6 personer

Ingredienser til æblegløgg

  • 1 liter æblemost
  • 3-4 cm frisk ingefær
  • 10 nelliker
  • 10 cm kanelstang
  • 2 dl calvados eller vodka
  • Rørsukker efter smag

Fyld

  • 1-2 røde æbler i små tern
  • 100 g mandelsplitter

Sådan gør du

Kom æblemost i en gryde. Skræl ingefær og skær den i tynde skiver. Kom ingefær, nelliker og kanelstang i gryden med æblemost. Varm blandingen op ved middel- varme og lad det simre i en halv time. Si krydderierne fra og smag til med rørsukker. Tilsæt calvados eller vodka og varm gløggen langsomt op. Den må endelig ikke koge, da alkoholen så vil fordampe.

Fordel æbletern og mandelsplitter i 6 glas og hæld gløggen over. Server straks.

Vidste du: Når du vælger økologiske æbler, sparer du dig selv for rester af sprøjtegifte.

Ingredienser til pebernødder

100 stk. 

  • 125 g sukker
  • 125 g blødt smør
  • 1/2 dl piskefløde
  • 1/2 tsk fintrevet frisk ingefær
  • 1/2 tsk kanel
  • 1/2 tsk hvid peber
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 250 g mel

Sådan gør du

Rør smør og sukker godt sammen i en skål. Rør herefter fløden i. Bland krydderier, bagepulver, natron og mel sammen i en skål og sigt det i smørblandingen. Saml dejen hurtigt til den er glat og smidig. Stil dejen på køl i 1/2 time, så smagen fordeler sig og dejen bliver lettere at trille.

Tænd ovnen på 200° C. Tril dejen til 1 cm tykke pølser og skær herefter pølserne i 1 cm stykker. Tril stykkerne runde og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag pebernødderne øverst i ovnen i 8-10 minutter, til de er gyldenbrune og sprøde. Afkøl pebernødderne på en bagerist.

Opbevar pebernødderne i en dåse med tætsluttende låg.

Bag økologisk i julen

 

Inspiration, viden og opskrifter til en rigtig økologisk jul