Fyldt hokkaidogræskar med spidskålssalat
Opskriften er beregnet til 4 personer
Tilberedningstid: 1 time - Arbejdstid: 35 minutter
Ingredienser
Græskar med fyld
- 1 dl couscous
- 1 tsk. salt
- 2½ dl kogende vand
- 3 spsk. pinjekerner
- 1 porre
- 1 gulerod
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. karry
- 1 tsk. stødt spidskommen
- ½ bundt persille
- 1 hokaidogræskar, ca. 1 kg
- 2 spsk. olie
Salat
- 2 spsk. græskarkerner
- ½ spidskål
- 2 spsk. limesaft
- 1 tsk. akaciehonning
- ½ tsk. salt
- 200 g optøede ærter
- 3-4 stilke bredbladet persille
Sådan gør du
Sæt ovnen på 180 grader.
Lav græskarfyldet:
Kom couscous og saltet i en skål og hæld kogende vand på. Dæk med husholdningsfilm og lad couscousen trække til den er mør, ca. 10 minutter.
Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande.
Rens porren og skær den i tynde skiver. Riv guleroden på den grove side af rivejernet. Svits porre og gulerod på en varm pande i olie, og krydr med karry og stødt spidskommen.
Hak persillen groft. Vend couscous sammen med pinjekerner, de svitsede grøntsager og den hakkede persille. Smag til.
Græskarret:
Vask og skrub græskarret godt. Stil det opret og skær med en spids, skarp kniv en cirkel skråt ned i toppen af græskarret, så du får et låg. Udhul græskarret med en ske, kasser kernerne.
Fyld græskarret med couscousblandingen, læg låget på og gnid græskarret ind i olie. Stil græskarret i et ovnfast fad i ovnen og bag indtil græskarret er helt mørt, ca. 35-40 minutter. Du kan teste med en stegenål eller lille kniv om græskarret er blødt og mørt.
Bland salaten:
Rist græskarkernerne på en tør pande til de bliver gyldne og runde.
Skær spidskålen i tynde strimler.
Rør en dressing sammen af limesaft, honning og resten af saltet. Vend spidskål og ærter med dressingen.
Pluk persilleblade ud over, og drys med græskarkernerne.
Tag græskarret ud af ovnen og skær det forsigtigt i lagkageskiver med en skarp kniv og server med salaten til - evt. også med en skive lunt brød.
TIP: Hvis der er rester af græskarret, smager det udmærket koldt. Skær en tynd skive og lad det være en del af en frokosttallerken. Eller lun et stykke græskar og server som tilbehør til et stykke kød.
TIP: I stedet for spidskål kan du også bruge rosenkål, hvidkål eller rødkål - eller en blanding af alle fire.
Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.