Quinoafrikadeller med varm kartoffelsalat

Vegetariske quinoafrikadeller med varm kartoffelsalat med gulerødder og østershatte.

Opskriften er beregnet til 4 personer

Ingredienser

Quinoafrikadeller

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dl quinoa
  • 4 dl vand
  • 2 store skrællede kartofler
  • 4 spsk. havregryn
  • 2 spsk. rasp
  • 4 æg
  • 3 tsk. salt
  • Peber
  • Revet skal af 1 citron
  • 4 spsk. olivenolie

Varm kartoffelsalat

  • 400 g nye kartofler
  • ½ spidskål eller ¼ savoykål eller ¼ hvidkål
  • 1 bundt forårsløg eller 2 rødløg
  • 2 gulerødder
  • 1 lille bakke østershatte
  • 20 g smør
  • Et lille bundt hakket persille
  • ½ dl vand
  • Salt, peber

Sådan gør du

Quinoafrikadeller:

Hak løg og hvidløg fint og kog det med quinoaen i letsaltet vand i 15 min. Tag gryden af varmen og lad det stå og trække under låg i 5 min. Hæld evt. resterende vand fra.

Riv kartoflerne og rør det revne kartoffel i quinoaen sammen med havregryn, rasp og æg. Smag til med salt og peber og revet citronskal.

Form til små frikadeller og steg dem i olie i 5-7 min. på hver side ved medium-lav varme. Pas på varmen, da de let bliver branket.

Varm kartoffelsalat:

Vask kartoflerne og kog dem, til de er møre. Læg dem i bunden af et serveringsfad.

Rengør løg, gulerødder og svampe. Skær grøntsagerne i passende stykker.

Smelt smørret i gryden, vend forårsløg, gulerødder og svampe i og sauter dem let i et par minutter (grøntsagerne må ikke tage farve).

Skyl og snit kålen og kom det i gryden, tilsæt vand og damp grøntsagerne under låg til de er møre (men stadig faste). Smag til med salt og peber. Vend den hakkede persille i grøntsagerne, fordel blandingen ud over kartoflerne og server.

 

Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.