Mad til bier 2019 - Blomstrende økologi
Formål
Projektets formål er at øge afsætningen af økologiske fødevarer ved at gennemføre indsatser sammen med de økologiske landmænd og forbrugere. Indsatserne har til formål at oplyse forbrugerne om, at økologi er vejen til at skabe bedre levevilkår for bierne og naturen som helhed. Forbrugerens valg af økologiske fødevarer kobles således til en fremtidig sikring af en ren natur, fri for pesticider og med større biodiversitet.
Forventede effekter
Effekten af indsatsen forventes at skabe ny forbrugerinteresse for økologi, idet økologi kobles med en, for nogle forbrugere, ny dimension ved at formidle de økologiske værdier på en meget tilgængelig og inkluderende måde, som vil tiltrække nye forbrugere. Projektet vil bidrage til en øget debat i Danmark om, at man som forbruger kan være med til at gøre en forskel ved at købe økologi, og at ens egen indsats kan gavne naturen og de vilde biers overlevelse.
Aktiviteter
Aktiviteterne gennemføres i samarbejde med de økologiske landmænd og detailhandelen, hvor forbrugerne informeres om, at de via deres økologiske valg kan være med til at sikre en bedre natur og dermed biernes overlevelse. Dette sker via:
- Samarbejde med 250 økologiske landmænd, som sår blomsterfrø til bierne på deres marker
- Samarbejde med detailbutikker, som markedsfører og uddeler 60.000 stk. blomsterfrø poser til forbrugerne
- Samarbejde med online-handelen, som via deres abonnementskasser uddeler 10.000 stk. blomsterfrø samt markedsfører det på deres online medier
- Deltagelse med oplysning på Naturmødet 2019 og Folkemødet 2019.
- PR-indsats
Resultater
250 landmænd modtog frø til hver 1000 m2 areal og opsatte sammen med et vejrbestandigt banner med oplysning om at dette er mad til bierne, og at forbrugere kan støtte indsatsen ved at indkøbe økologiske fødevarer.
Bilka, Føtex og Nemlig.com uddelte frøposer i april, og de 70.000 poser, som projektet havde skaffet forslog slet ikke i forhold til efterspørgselen. Mange spændende initiativer og projekter er der skrevet til Økologisk Landsforening om, hvor virkelysten har været stor for at komme bierne til hjælp. Skoler, kultur-institioner, udsatte boligområder, bofællesskaber og haveejere og mange flere har efterspurgt frø for at sætte gang i en indsats for bierne. Der er henvist til de nærmere beskrivelser af frøblandingen indhold, tips og triks i forhold til at skaffe levesteder og meget andet på www.madtilbierne.dk.
Økologisk Landsforening var både på Folkemødet på Bornholm og på Naturmødet i Hirtshals. På naturmødet kunne man møde landmænd, som fortalte om deres arbejde med de vilde bestøvere og hvordan de ser sammenhængen mellem økologi og at tage os godt af bierne. Igen blev det gentaget, at hvis du køber økologisk, så støtter du også bierne.
Projektet har været synligt i både TV, radio, tilbudsaviser, faglige medier, dagblade, sociale medier, nyhedsbreve mm.
Projektperiode
1. januar 2019 - 31. december 2019
Projektstøtte
Projektet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.