Sikring af kvaliteten
Denne vejledning kan bruges som udgangspunkt for udfærdigelse af kontrakt mellem landmand og mølle. Eventuelt kan Fagligt Team i Økologisk Landsforening yde nærmere rådgivning om kontraktens udformning.
Overordnede krav
For hele bedriften gælder det, at den skal være statsautoriseret og overholde de statslige produktionsregler. Desuden skal der foreligge en ajourført mark- og gødningsplan. Ved kontraktavl bør alle udførte handlinger registreres for hver mark i en marklogbog. Dette kan gøre på papir eller i et edb-markstyringsprogram.
Såsæd og markdrift
Såsæden skal være:
- Certificeret.
- Der skal betales licensafgift til "Sammenslutningen af Danske Sortsejere" for egen udsæd, der er produceret på certificeret udsæd.
- Eller såsæden kan være produceret på anden måde, hvis den ønskede sort eller art ikke kan skaffes som ovenfor nævnt.
Ukrudt, der kan give kvalitetsmæssige problemer i den høstede vare, skal minimeres. Sygdoms- og skadedyrsangreb i marken, der kan have indflydelse på kvaliteten af den høstede vare, skal noteres i marklogbogen. Høsttidspunktet skal optimeres, så kvalitetsforringelser i videst muligt omfang undgås.
Lagerkrav
Lager og transportsystem skal være indrettet således at:
- Det kan rengøres fuldstændigt.
- Afgrøder kan holdes adskilt.
- Risiko for angreb af insekter og gnavere, samt adgang for fugle og katte, er minimeret.
- Lager, der skal bruges til kommende høst, skal så vidt muligt være tømt senest den 1. juni. Lageret rengøres fuldstændigt lige efter tømning.
Ved kontraktavl kan det aftales, at der skal føres en lagerlogbog, der viser:
- Dato for alle bevægelser til ag fra lageret.
- Hvorfra afgrøden stammer (mark eller andet lager).
- Mængde indlagt/fjernet.
- Hvortil afgrøden er fjernet (solgt eller andet lager).
- Den anslåede/opmålte mængde på lageret.
- Tørringskrav
I tilfælde af tørring på planlager skal følgende krav til selve anlægget helst være opfyldt:
- Centrifugalblæser.
- Mindst 360 m3 luft pr. time pr. m2 gulvareal til mellem halvdelen og tredjedelen af planlagerets gulvareal.
- Temperaturen skal kunne hæves mindst 5° C.
- Modtryksmåler på hovedkanal.
- Højst 80 cm fri afstand mellem sidekanaler.
- Flowmeter til måling af lufthastigheden i det parti man tørrer på.
- Måling af temperatur udendørs og i hovedkanal.
- Måling af luftfugtighed udendørs.
Krav der skal opfyldes for selve tørringen:
- Afgrøden skal nedtørres til lagerfasthed så hurtigt og skånsomt som muligt. Indtil lagerfasthed nås, skal afgrøden løbende konditioneres.
- Afgrøden skal være nedtørret til højst 16 % vand senest to uger efter høst.
- Afgrøden skal være nedtørret til kvalitetskravet (14,5 % for hvede) senest en måned efter høst.
- Efter færdigtørring med varme skal afgrøden køles. Indtil afgrøden er færdigtørret, skal temperatur og vandprocent måles mindst hver 3. dag, men også gerne i forbindelse med at der slukkes for blæseren.
Ved kontraktavl kan det aftales, at dokumentation for tørring skal fremgå af en tørringslogbog.
Krav til vandmåler og termometer
- Bedriften bør have et pålideligt apparat til vandbestemmelse i korn. Apparatet skal årligt før høst kalibreres i forhold til et NIT- eller NIR-apparat. Om nødvendigt kalibreres også i løbet af efteråret.
- Temperatur skal kunne måles i lageret med pålidelige termometre. Det skal årligt før høst checkes, at disse viser korrekt temperatur.
Ved kontraktavl kan aftales at dokumentation for kalibrering af vandmåler og check af termometer fremgår af tørringslogbog.
Opbevaringskrav
- Temperatur måles mindst en gang om ugen, og vandprocent måles jævnligt.
- Der kontrolleres jævnligt for skadedyr i afgrøden og for adgang for fugle og katte til lageret.
Ved kontraktavl kan aftales at dokumentation for opbevaring skal fremgå af lagerlogbog.
Kvalitetskrav
- Ved kontraktavl kan aftales, at en repræsentativ forprøve udtages senest en uge efter færdig nedtørring og sendes til køber.
- Ved hver leverance til køber udtages to læsseprøver, hvoraf den ene opbevares på bedriften som reference.
Klargøring af tørreri og kornlager i praksis
Før man har set sig om, er høsten over os. Det giver mindre stress i den travle periode, hvis man er godt forberedt. Det gælder også klargøring af tørreri og kornlager. I siloen bør være en dør, som giver god adgang i forbindelse med tømning og rengøring.
Rengøring
Gammelt overgemt korn danner let grobund for overførsel af skadedyr som kornsnudebiller og kornmider til det nye korn. Visse lagersvampe kan også inficere kornet, hvis lageret ikke er rengjort. Det gælder derfor om at fjerne alle rester af gammelt korn. Det vigtigste redskab er kosten, idet et renfejet anlæg gør det let at støvsuge i krogene, uden at støvsugeren skal tømmes alt for ofte.
Beskyttelse mod støv og mangel på ilt
Ved rengøring af lageret bør man anvende en effektiv støvmaske med partikelfilter af typen P2, da indånding af kornstøvet kan medføre alvorlige og livsvarige problemer i form af tærskelunger. Ved rengøring af gastætte siloer skal man være særlig forsigtig. Er der den mindste risiko for, at der mangler ilt, skal man altid anvende et friskluftforsynet åndedrætsværn. Det kan være masker, som forsynes med luft fra trykflaske eller en kompressor. Er man i tvivl om risikoen, bør man kontakte et specialfirma, der løser disse opgaver. Det kan f.eks. være Falck - ellers kontakt din arbejdsmiljøkonsulent.
Gør adgang for gnavere vanskelig
Alle ved, at et kornlager er et glimrende spisekammer for mus og rotter. Det gælder derfor om at gøre adgangen til kornet så vanskelig som muligt for disse skadedyr. Derfor bør anlægget og huset undersøges for huller og gemmesteder. Hvis det er muligt, lukkes huller i gulve og vægge med beton. Rester af gammelt korn og halm, som kan forhindre katte i at fange gnaverne, fjernes. Man kan også lægge giftdepoter ud i særligt indrettede kasser.
Kornsnudebiller
Disse små grå biller gemmer sig i revner og sprækker, så de er klar til at gå løs på de nye kerner, der måtte komme i lageret. De bør derfor uskadeliggøres. Det kan være vanskeligt at fjerne dem ved rengøring alene. Kiselgur (fint formalede mineraler) kan anvendes med 300-400 g pr silo. Kiselgur drysses ud med f.eks. et dørslag (lille sigte) og fejes op mod kanter og hjørner. Kiselguren forbliver i siloen. Støvmaske er påbudt! Kiselguren kan f.eks. købes hos Aurion (tlf. 98 96 34 44).
Tørringsanlægget startes op
Med til klargøringen hører også, at blæser og varmekilde startes op. Er der ubalance i blæseren, kan det være fastgroet snavs, som forsigtigt fjernes. Er det derimod selve blæserhjulet, der er kommet ud af balance, skal det afbalanceres. Her er det nødvendigt at inddrage fabrikanten. Hvis oliefyret ikke vil starte, kan det skyldes, at pumpen skal udluftes. Det kan ske ved at tage fotocellen ud og lyse på den med en lommelygte, indtil fyret tænder. Herefter sættes fotocellen på plads igen. Hvis fyret ryger, skal lufttilførslen renses eller justeres. Er man i tvivl om, hvorledes fyret behandles, skal man tilkalde en oliefyrsmontør.
Transportanlæg
Korngrav og transportanlæg skal også undersøges i god tid før høst. Har der stået vand i graven, kan det være særligt påkrævet at sikre, at anlægget fungerer. Det er for sent, når først graven er fyldt op med korn.
Vær i god tid
Det er vigtigt at huske, at det kan være et problem at få hjælp udefra i ferietiden. Derfor bør man tænke på, at få udstyret i orden før ferien.
Litteratur
- Aktuelle råd om plantørring. Håndbog. A/S J. C. Løkkes Maskinfabrik, Tanggade 65, DK-7650 Bøvlingebjerg. Tlf. 97 88 53 00. Bogen kan downloades på http://www.loekkes.dk/ > Aktuelle råd > Download bog.
- Tørring af korn i lagertørringsanlæg. Grøn Viden. Markbrug nr. 282. Juli 2003. DJF, Forskningscenter Foulum, 8830 Tjele. Tlf. 89 99 10 10.