Vær med til at fortælle den gode historie

Formidling om økologi til alle interesserede grupper - og ikke mindst konventionelle landmænd - er målet med etablering af et formidlerkorps bestående af økologiske landmænd.

Bliv en del af et landsdækkende formidlingskorps, som er forankret i det økologiske jordbrug, og som stiller sig til rådighed til alsidige formidlingsopgaver, dialog og evt. byder indenfor til besøg på deres bedrift.

Hvis du tilmelder dig, bliver du en del af ca. 100 engagerede og vidende formidlere, som de økologisk orienterede landmænd, forbrugere, virksomheder og andre interessenter kontakter for at få en bred vifte af information, som netop bedst formidles af kompetente økologiske landmænd.

Formidlingen skal udvikle og understøtte bredden, dybden og troværdigheden i formidling om økologi fra "bonde til bonde".  Vi vil øge vidensniveauet blandt landmænd, så der sker et værdiløft gennem øget effektivitet og produktivitet, samt kommer mere fokus på bæredygtighed i produktionen.

Mødes på hjemmebane

Målet er at møde landmænd og forbrugere på"hjemmebane" - det vil sige, de steder hvor landmænd og forbrugere i forvejen søger ny viden og information. Det kan være lokale dyrskuer, butiksråd, virksomheder, lokale events samt forbruger- og landmandsmøder, hvor formidlerkorpset kan være den mest troværdige formidler af de faktiske forhold i økologi.

Oplevelsen af den økologiske landmand og bedriften skaber nærhed, og formidlerens engagement er den bedste synliggørelse af den økologiske viden og de muligheder, det skaber for en bæredygtig, effektiv og markedsudviklende driftsform.

Økologisk Landsforening hjælper dig

Formidlingen er vederlagsfri, og Økologisk Landsforening kan dække mindre udgifter til kørsel og evt. forplejning i forbindelse med formidlingsopgaverne. Økologisk Landsforening tilbyder et introkursus og et opstartskursus for formidlerne. Man skal, så vidt det er muligt, have deltaget i introkurset, inden man kommer ud på formidlingsopgaver.  Økologisk Landsforening vil sørge for, at der er opdateret materiale og andet nødvendigt udstyr til rådighed, så det er nemt at rykke ud til formidlingsopgaver.

Der vil fra Økologisk Landsforening være en koordinator for formidlingskorpset, som sikrer, at alt fungerer bedst muligt. For at være en del af formidlerkorpset skal man virke ud fra grundprincipperne i Økologisk Landsforenings mission & vision samt værdigrundlag, som kan findes på vores hjemmeside her.

Web-portal

Til at understøtte en nem formidling af kontakten imellem brugerne og formidlerkorpset, vil Økologisk Landsforening lave web-portal, så det rigtige match skabes imellem formidler og bruger. Til dette, beder vi dig om at udfylde skemaet via dette link, og oplysningerne skal sikre, at brugere kan søge efter netop den viden du har.


undefined

Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne