De gode resultater
Projektets forløb
Projektet fastholdt samarbejdet med de 12 kommuner, der deltog i pilotprojektet ”Økologisk rejsehold for lokal grøn vækst”, og bidrog med yderligere vejledning og information vedrørende omlægning til konventionelle landmænd i kommunerne. Desuden etablerede projektet nye samarbejdsaftaler med 8 kommuner om anvendelse af økologi som strategisk grønt vækst-redskab i følsomme natur- og vandområder.
Projektet har leveret:
- Kontakt til en stor del af de danske kommuner med henblik på at etablere nye samarbejdsaftaler
- Udvælgelse af 8 kommuner for et udvidet samarbejde sammen med de 12 kommuner, der deltog i pilotprojektet ”Økologisk rejsehold for lokal grøn vækst”
- 450 omlægningstjek
- Formidling af viden på dyrskuer, relevante kongresser, årsmøder m.v.
- Formidling af viden i pressen, på hjemmeside, i artikler og i radio
- Fastholdelse af kommuner, der allerede er i gang med en omlægning til økologi
Projektets aktiviteter var koncentreret om tre indsatsområder:
- at udvide samarbejdet med kommunerne om lokal grøn vækst;
- at igangsætte og udføre omlægningstjek i samarbejde med kommunerne, og
- at sprede information, viden og hjælp om økologisk omlægning og produktion til lodsejere ved relevante aktiviteter forskellige steder i Danmark, på internettet og i skrevne medier.
Effekter af projektet Lokal Grøn Vækst
Projektet etablerede og udvidede et aktivt samarbejde med en række danske kommuner med henblik på at fremme økologisk omlægning i følsomme natur- og vandindvindingsområder. Dermed har projektet bidraget til at nå Grøn Vækst- målene for økologisk omlægning og for sprøjtefrie arealer og naturbeskyttelse, samt beskyttelse af vandindvindingsområder, jf. mål i Grøn Vækst om reduceret belastning fra pesticider og næringsstoffer og anbefalingerne i rapporten fra Natur og Landbrugskommissionen ”Natur og Landbrug – en ny start”.
Samarbejdet med kommunerne har resulteret i identifikation af mindst 4000 gårde med omlægningspotentiale. Hitraten var ca. 10 %, dvs. at 10% af de identificerede gårde sagde ja til et omlægningstjek og fik dette udført.
Rejseholdet gennemførte 450 omlægningstjek i projektperioden. Dermed har 450 landbrug med jord i følsomme naturområder og vandindvindingsområder opnået indgående kendskab til deres muligheder for at producere og afsætte økologiske fødevarer og for at bidrage til at opfylde lokale natur- og vandbeskyttelsesmål. Samarbejdet med de deltagende kommunerne har ført til, at der er etableret mål for økologisk omlægning i kommunerne i en del af de deltagende kommuner.
Informationsmateriale om Lokal Grøn Vækst
Fakta om projektet, inspiration og information til hhv. kommuner og lodsejere, resultater og gode historier er offentliggjort på projektsiden for Lokal Grøn Vækst. Her har alle interesserede kunnet følge med i projektets udvikling, læse relevant information om Grøn Vækst og omlægning, samt finde kontaktoplysninger på relevante personer.
Der er desuden udfærdiget informationsmateriale om og præsentationer af projektet med henblik på at dele den viden, der er indsamlet, og de erfaringer, der er gjort. Der er udsendt pressemeddelelser om projektet i hver enkelt af de deltagende kommuner. Samtidig er der publiceret artikler og projektets projektleder er blevet inteviewet i lokalradio, regional- og landsdækkende radio 5-6 gange over 18 måneder. Der er publiceret eller optaget artikler i relevante medier, herunder artikler rettet mod detailhandelen, landbrugsmedier og lokalaviser (FoodCulture, Landbrugsavisen, effektivt landbrug, Økologi & Erhverv, FødevareWatch). Fem lokale succeshistorier i omlægningsmappen (bilag 14-18) og landbrugsfaglige medierhar været med til at synliggøre omlægningsmuligheder og -udfordringer, vække faglige interesser og motivere flere landbrug til at overveje økologisk omlægning. (Bilag 5-8) Projektet er blevet omtalt over 78 gange i diverse medier (Bilag 21).
Lokal Grøn Vækst har fået tilskud fra EU og Fødevareministeriet. Projektet ejes af Sammenslutningen for Økosalg og Oplysning og gennemføres af Økologisk Landsforening.
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikter