Forsøg med hestebønner og triticale i blanding
Generelt om forsøget
Forsøget er anlagt med hestebønne i renbestand samt tre blandinger med vårtriticale. Blandingerne varierer med hensyn til udsædsmængden af hestebønner, mens udsædsmængden af vårtriticale er konstant, 65 kg/ha.
Afgrøden er sået 12. april i godt såbed med en Kongskilde Combiseed’er. Hestebønner er sået på 25 cm rækkeafstand i 7-8 cm’s dybde med de første rækker skær. Triticale er sået forskudt i 4 cm’s dybde med gødningsskærene. Teknikken har fungeret godt.
Ukrudtsforekomsten har fra begyndelsen været begrænset, måske fordi der er tale om en nyomlagt mark.
Forsøgsplan, udsædsmængde kg/ha
Led 0: Hestebønne i renbestand, kontrol
Led 1: 320 kg hestebønner, 65 kg vårtriticale
Led 2: 225 kg hestebønner, 65 kg vårtriticale
Led 3: 415 kg hestebønner, 65 kg vårtriticale
Sorter
Hestebønne: Taifun
Vårtriticale: Dublet
Vækstsæsonen
En lang tørkeperiode i 2018 påvirkede afgrøden, men det har været muligt at vande, og afgrøden har derfor klaret sig pænt gennem sæsonen.
Resultater
Hvor kornet har plads til at buske sig, er det tydeligt at se, at det bidrager med skygge/jorddække, der gør det svært for ukrudt at få lys, luft og næring. Effekten har været størst i led 2 med lavest udsædsmængde af hestebønner (70 pct af normal). I disse parceller ser man en kraftigere buskning og flere sideskud end i led 3, hvor udsædsmængden af hestebønne er ekstra høj (130 procent af normal).
I led 3 har hestebønnerne tillige konkurreret kraftigt med kornet med lav strålængde til følge. Hestebønnerne selv er højere i dette led end de øvrige pga. intern konkurrence mellem planterne om lys.
Udbytte: 49,5 hkg/ha.
Led 0: 320 kg hestebønner i renbestand
Led 1: 320 kg hestebønner, 65 kg vårtriticale
Led 2: 225 kg hestebønner, 65 kg vårtriticale
Led 3: 415 kg hestebønner, 65 kg vårtriticale
DIVERSify er finansieret af den Europæiske Unions HORIZON 2020 Research and Innovation Programme under Agreement No. 727284.