Høtørring i ombygget køresilo
Anlægget har levet helt op til forventningerne, fortæller Niels Jacobsen, medejer af andelsbruget.
Fra starten var det høtørringen på Søgård tænkt som et eksperiment; og med en størrelse på cirka 400 kubikmeter og ingen mulighed for opvarmning af tørreluften er anlægget langt fra stort nok til, at besætningen på 160 jerseykøer kan fodres med hø alene.
Der bliver derfor fortsat lavet meget ensilage på Søgård, selv om Niels Jacobsen ville fortrække kun at fodre med hø.
"Hø er godt foder. Og hvis du først har lavet det godt, risikerer du ikke, at det bliver dårligt senere. Desuden slipper du for plastikken fra ensilagen og for anaerobe sporer. Det giver også en meget bedre luft i stalden end ensilage gør", siger han efter ni års delvis fodring med hø.
Pris: 60.000 kr. og 10 arbejdsdage
Anlægget er indrettet i den ene af gårdens fire køresiloer, som var bygget 19 år forinden. Siloen var 25 m lang, 5 m bred og 4 m høj.
Siloens bund lå oprindelig ca. 75 cm under ladegulvet, hvilket passede fint til det nye formål. På gulvet blev der nemlig lagt tre rækker fundablokke i hele siloens længde. Fundablokkene blev fyldt op med beton, og over dem blev lagt et nyt spaltegulv, så der opstod et hulrum mellem det oprindelige gulv og spalterne.
Samtidig blev der bygget en trækasse i den fjerneste ende af siloen, og oven på den blev installeret en 15 kW aksialblæser. Den blæser luft ned gennem kassen og videre ud under spalterne, hvorfra luften trækker op gennem høet.
Hele ombygningen kostede blot cirka 60.000 kr. Heraf var halvdelen udgifter til el-installation. Dertil kom omkring 10 arbejdsdage.
Hvis Søgård skulle gå helt bort fra at fodre med ensilage, ville det efter Niels Jacobsens vurdering kræve, at også de tre sidste køresiloer blev lavet om til høtørringsanlæg.
For at få sikkerhed for en god tørring i fugtige år ville han desuden sikre sig mulighed for at opvarme tørringsluften, hvis høet helt skulle erstatte ensilagen.
Dyre lærepenge i 1999
Niels Jacobsen, Søgårds høbjærgningsmester, fortæller:
Vi har selvfølgelig en del erfaring med at lave hø i dette anlæg, idet vi har lavet hø i det hvert år siden, af forskellig kvalitet. I 1999 måtte høhøsten dog kasseres, fordi driftslederen (det er mig) troede, at det kunne lade sig gøre at lave hø af græs, der har ligget på skår et døgn uden at være spredt, men blot vendt rundt med riven, på et beluftningsanlæg som vores.
Der var nok ca. 2000 fe pr. ha i det slæt, og det blev til en udmærket kompost.
Jeg lavede senere det samme år et mindre slet hø af god kvalitet og siden har vi på nær et enkelt år, hvor vi havde hø nok tilovers fra året før, lavet hø af god kvalitet, med svingende fordøjelighed, alt efter hvad Marie gerne har villet bruge det til i stalden.
De sidste to år har vi kun lavet hø af ca. 14 ha lucerne, men lucerne egner sig ikke så godt til vores sandjord og mosejord. Så som det ser ud lige nu, bliver lucernen sikkert pløjet og høet bliver så igen fremover udelukkende af kløvergræs.
I 2006 lavede vi to slæt hø og kunne have lavet fire slæt, hvis vi havde villet det.
Første slæt har en fordøjelighed på 1,13 kg tørstof pr. fe og 2. slæt 1,5 kg tørstof pr. fe.
Bjærgningen af første slæt hø i 2006
6. juni kl. 16.00 begyndte jeg at skårlægge de 14 ha lucerne. Det tog omkring 3 timer. Samtidig med at jeg skårlagde, kørte medhjælperen og spredte lucernen med en høvender.
7. juni gjorde vi ingenting.
8. juni kl. 6.00 vendte jeg slættet forsigtigt med høvenderen, mens duggen endnu lå tungt - så falder bladene ikke så nemt af, hvad der ellers let sker med lucerne. Det tog ca. 2 timer.
9. juni kl. 13.00 rev medhjælperen slættet sammen med vores 10 m. Rossi-rive, nærmest en slags Vicon-rive, blot italiensk. Kl. 16.00 begyndte vi at køre høet ind med vores Taarup Pick-up vogn, som vi har pillet knivene ud af, så høet ikke snittes. Det tog to til tre timer.
Det er vigtigt at høet ikke komprimeres for meget og ujævnt, både ved opsamlingen og indlægningen i siloen. Medhjælperen kørte høet hjem, og jeg lagde det ind med frontlæsseren og en almindelig siloklo. Det blev lagt ind i et 2 meters lag og i hele siloens længde. Jeg bruger lidt tid på at jævne høet helt ud med en greb eller fork. Det kan jeg som regel nå mellem læssene, og ellers gør jeg det til sidst.
Luftstrøm skal være jævn
Når jeg til sidst tænder for blæseren, går jeg op i høet og konstaterer, om luftstrømmen er svag og tilnærmelsesvis ens over hele fladen. Hvis den ikke er det, retter jeg til med greben igen. Det lyder måske bøvlet, men det er ret nemt, og tager aldrig mere end ca. 15 min. Og det også bare med at komme væk, for høet er på dette tidspunkt ved at bræmme, og hvis man lider af høfeber eller lignende, skal man nok få en anden til det.
Vi blæste hele det første døgn, og herefter kun fra kl. 9 til 21 de næste 14 dage. Herefter blæses lejlighedsvis for at konstatere, om høet varmer.
Vores første slæt blev ved at varme en smule et bestemt sted i siloen. Det kan man mærke, hvis man starter blæseren og så går en tur hen over høet. Derfor blev jeg ved at blæse nogle hele gode dage, med det resultat at det meste hø næsten blev for tørt (91,8 procent tørstof).
Jeg havde regnet med at kassere den varme del af høet, men da vi tømte siloen inden andet slæt, fandt vi kun en smule gråligt hø, som køerne åd med stort velbehag.
Høet sank mellem 50 og 75 cm under tørringen.
Bjærgningen af andet slæt i 2006
Beskrivelsen her er ikke så detaljeret, da jeg kun skårlagde lucernen. Medhjælperen gjorde resten, fordi jeg tog på ferie den weekend, høet lå på marken.
D. 13. juli blev lucernen skårlagt og spredt.
D. 15. juli vendt på dug.
D. 16. juli revet sammen.
D. 17.juli kørt hjem.
Vejret var i den periode ekstremt godt, med vind, varme og høj sol, så høet var faktisk tørt, da det kom hjem og blev blæst i et døgn. Det har ikke varmet siden. Kvaliteten er god, tørstofprocenten er 89,9 og bladtabet var minimalt. Høet er ikke sunket sammen i siloen, hvilket også tyder på at høet var tørt ved bjærgningen.