Ladetørring i andre lande

Men den metode, der er kendt i disse lande, er normalt baseret på presning af halvtørt græs i traditionelle små baller, som tørres færdig med kold luft i en lade.

Dette er en mere arbejdskrævende produktion end de mere mekaniserede moderne metoder, der anvendes i Østrig, og som også er ved at blive kendt i Danmark.

På grund af det store tidsforbrug ved den gamle småballe-metode er den kun meget lidt udbredt i dag. Dog er Island delvis en undtagelse.
Herunder gennemgås erfaringerne fra de nævnte lande samt fra USA, hvor der er et særligt marked for såkaldt græs-fodret mælk.

Island

På den ene af de tre økologiske gårde med malkekvæg, der er på Island, bruges der udelukkende hø som grovfoder om vinteren. I lighed med de østrigske erfaringer er begrundelsen her, at der på gården er et gårdmejeri med produktion af ost, og ved at fodre med hø i stedet for ensilage er det muligt at undgå spore-dannende bakterier, som kan skade oste-produktionen.

De to andre økologiske mælkeproducenter fodrer med ensilage, hvilket også hovedparten af deres cirka 880 konventionelle kolleger gør.
Dog udgør hø i gennemsnit godt 10 procent af vinter-grovfoderet til de 24.000 islandske malkekøer (hvoraf 99,7 procent er konventionelle). Især blandt landmænd med højtydende køer er der nogle, der foretrækker at fodre med hø som supplement til eller i stedet for ensilage.

I over 50 år har anlæg til ladetørring af hø været kendt på Island.
Den mest almindelige metode til fremstilling af hø på øen er at lade det skårlagte græs tørre to til tre dage på marken, helst i en periode med solrigt vejr og let brise. Derefter lægges det halvtørre græs ind i en lade, hvor der fra træ- eller betonkanaler i gulvet blæses luft op gennem afgrøden.
På de fleste bedrifter bliver der brugt kold luft til tørringen, men nogle steder, hvor der er adgang til geotermisk energi fra den varme undergrund, bliver luften varmet op. Dette er især en fordel i perioder med koldt eller fugtigt vejr.

De islandske mejerier (bortset fra det nævnte gårdmejeri) skelner ikke mellem mælk fra hø- og ensilage-fodrede køer.

Kilde: Olafur R. Dyrmundsson, konsulent, Bændasamtök Íslands (Islands Landmandsforbund)

Sverige

I Sverige fik ladetørring af hø en vis udbredelse fra 1950'erne til -70'erne, men de sidste par årtier er de fleste tørringsanlæg på kvæggårde blevet skrottet, og næsten alle svenske mælkeproducenter fodrer i dag med ensilage i stedet for med hø. Dog bliver der fortsat produceret en hel del hø til rideheste.

Tilbagegangen for hø skyldes, at de fleste tørringsanlæg i Sverige var baseret på et meget arbejdskrævende system med traditionelle småballer og tørring med ikke opvarmet luft.

Denne metode kræver en uge uden regn, hvor græsset tørres ned til 60 - 70 procent tørstof på marken. I denne periode skal det vendes flere gange for ikke at tage fugt fra jordoverfladen.

Dernæst presses græsset løst i småballer, som lægges ind på tørringsanlægget i laden. Anlægget er bygget op som kanaler under spalter eller riste i gulvet, hvorfra der blæses kold luft op gennem ballerne.
Svenske mejerier har aldrig lavet særlige produkter af mælk fra hø-fodrede køer eller betalt ekstra for denne mælk.

Kilder: Gösta Roempke, økologikonsulent i Hushållningssällskapet, og Rolf Spörndly, forskningsleder ved Sveriges lantbruksuniversitet.

Norge

I Norge fodrer ganske få kvægbønder og lidt flere fåreavlere med hø. Blandt disse få er det mest almindelige at tørre høet færdigt på marken, men der er også nogle, som tørrer det over spalter eller riste på gulvet i en lade. Det vil sige samme type anlæg som kendes fra Island og Sverige.
Under spalterne er der kanaler, hvorfra luften blæses op. Høet bliver enten lagt helt løst på gulvet, eller presset i små firkantede baller.
På enkelte gårde bruges et system, hvor luft, som er varmet op af solen langs ladens vægge og loft, ledes ind til tørringsanlæggets blæser.
På gode solskinsdage kan sådan et system hæve tørreluftens temperatur med tre til fire grader og dermed sænke den relative luftfugtighed med 15 - 20 procentpoint.

Ladetørring af hø har været kendt i Norge i 30 til 40 år, men har aldrig vundet stor udbredelse - formentlig fordi det er en ret arbejdskrævende metode.

De få landmænd, som fodrer med hø, bor inde i landet i det sydlige Norge.
Nogle af dem lægger vægt på, at hø giver mindre transport af vand og færre køreskader på engen, end fremstilling af ensilage gør. Andre foretrækker hø, fordi de mener, at det giver bedre miljø og hygiejne i stalden end ensilage.
Norske mejerier skelner ikke mellem mælk fra hø- og ensilagefodrede dyr.

Kilder: Magne Mo, forsker ved Universitetet for Miljø- og Biovitenskap, og Håvard Steinshamm, forsker ved Bioforsk Økologisk.

England

I 1970'erne blev der eksperimenteret med ladetørring af hø i England, men metoden gled hurtigt ud af brug, fordi den var for arbejdskrævende.
De engelske landmænd, der forsøgte sig med ladetørring, lod det skårlagte græs tørre delvist på marken, hvorefter de pressede det i traditionelle firkantede småballer. Ballerne blev tørret over luftkanaler i laden, som beskrevet fra Island, Sverige og Norge.

Enkelte landmænd forsøgte at forbedre systemet ved at presse det halvtørre græs til bigballer inden tørring i laden, men heller ikke det viste sig effektivt.

I dag bliver meget små mængder hø produceret ved tørring på marken, men det fugtige klima sætter en stærk begrænsning på udbredelsen. Praktisk talt alle mælkeproducenter holder til at fodre med ensilage om vinteren.

Kilde: Philip Hitchman, økologikonsulent, OAS/OCIS.

USA

I USA produceres hvert år mange tusinde tons hø, både ud fra kløvergræs og lucerne. Men i praktisk talt alle landbrugsområder er der fastlandsklima med varme og tørre somre, så høet tørres på markerne, og ladetørring er ikke nødvendig.

Nogle mejerier markedsfører 'græs fodret mælk' - på engelsk 'Grass-fed milk'. Det vil sige mælk fra køer, som kun er fodret med græs, frisk eller konserveret. Men disse mejerier skelner ikke mellem, om køerne fodres med hø eller græsensilage om vinteren.

Deres principper og markedsføring drejer sig kun om, at køerne ikke må fodres med majs, majsensilage eller anden form for korn.
Dermed adskiller 'Grass-fed milk' sig fra mælken fra de store industri-agtige landbrug med op til 12.000 køer, hvor dyrene aldrig ser en græsmark, men fodres med især majs.

Bortset måske fra enkelte oste-producerende gårdmejerier skelner hverken landmænd, mejerier eller forbrugere mellem fodring med hø og ensilage, blot foderet er lavet af græs eller kløvergræs og ikke af majs eller andre kornarter.

Kilder: Jeff Moyer, driftsleder på The Rodale Institute, hjemmesider fra diverse mejerier, organisationer og USA landbrugsministerium.