3.3 Akupunktur
Akupunktur er en mere end 5000 år gammel behandlingsform, som blev udviklet flere forskellige steder i Østen, men primært i Kina og Pakistan. Akupunkturen kan defineres som en såkaldt 'professionel medicinsk skole', det vil sige, at det er en behandlingsform med en sammenhængende teori og praksis. Det er en del af den traditionelle kinesiske medicin og bygger på et holistisk syn på sundhed og sygdom, som blandt andet omfatter livsenergien 'Chi', som den underliggende kraft i alt levende.
Ligesom homøopatien, bygger den traditionelle kinesiske medicin på, at der findes noget som hedder livsenergi. Livet opretholdes af livsenergien 'Chi'. I mennesker og dyr løber livsenergien i baner - meridianer - rundt i kroppen.
Hvis chi forstyrres eller bringes ud af balance, bliver det levende individ sygt. Det vil derfor prøve at kompensere i form af forskellige symptomer, som i virkeligheden bare er et spejl af HVOR ubalancen er henne. Akupunktøren tolker disse symptomer og hjælpe organismen med at løsne op og få energien til at strømme frit igen. Hele behandlingsmetoden går ud på at finde ud af, hvor og hvordan livsenergien er blevet blokeret, og få den til at strømme frit igen, sådan at individet kan blive rask og efterfølgende opretholde sin egen sundhed. Helt som i homøopatien.
For jer, der er interesserede i akupunktur, er der masser af bøger og stof til fordybelse i årevis. For mange dygtige akupunktører, som dyrker TCM (Traditional Chinese Medicine), er akupunkturen og den kinesiske urtemedicin et livsstudium.
Man kan også 'angribe' det på en lidt mere naturvidenskabelig og mekanisk måde: Mange behandlere i Vesten dyrker akupunkturen ud fra en forståelse af, at der tilsyneladende frigives nogle målbare stoffer ved indstik med akupunkturnåle de rette steder. De arbejder ikke ud fra den komplekse kinesiske forståelse af sundhed og livsenergi, men har en række 'opskrifter' på, hvor de skal sætte nålene for eksempel i tilfælde af nogle reproduktions-lidelser.
Nedenfor vises to yderst brugbare punkter, som faktisk er akupunktur - men i høj grad dette 'kogebogs-akupunktur' hvor man ikke analyserer noget, men bare bruger et punkt, som er gængs.
I princippet kan man behandle de fleste tilstande med akupunktur. Det kræver som regel gentagne behandlinger, og mange af behandlingerne varer f.eks. 20-30 minutter, hvor man skal 'nulre' nålene og evt. varme dem eller sende strøm igennem dem, afhængig af behov og den metode, som den enkelte dyrlæge bruger. Det kræver tid, lyst eller tålmodighed, at stå der og 'pusle' med nåle, og det koster temmelig meget i dyrlægehonorar. Der er dog sygdomme, hvor akupunktur er en meget effektiv mulighed, og hvor - hvis man har en akupunktør i nærheden, med stor fordel kan forsøge, især ved fødsler med opblokningsvanskeligheder, ved langliggere og mange andre reproduktionslidelser, f.eks. stille brunst eller omløbninger.
HUSK, at i Danmark er det kun tilladt at bruge lovlige engangsnåle til dyr.
To nemme punkter
'Åndedræts-start'
Akupunkturpunktet GV 26 ligger som vist på tegningen midt mellem næseborene, nærmere bestemt i skæringspunktet mellem midtlinien af næsen og en linie, som kan trækkes ved den underste kant af næseborene. Man kan redde en kalv, som ikke vil trække vejret, ved at stikke f.eks. en kanyle ind i punktet. Husk at være meget hygiejnisk og brug en ny, steril kanyle eller en akupunkturnål, som er desinficeret. Man skal stikke dybt! Nålen skal ramme knoglen nedenunder. Man skal have nålen hos sig under kælvningen, for man kan ikke nå at løbe ud og finde den, hvis kalven virkelig ikke begynder at trække vejret. Alternativt kan man stikke to fingre ind i hvert næsebor og knibe meget hårdt i næseskillevæggen og ruske den lidt frem og tilbage - så stimuleres punktet også.
Fig. 1: Åndedrætspunktet - prik eller stik eller i nødstilfælde hvis der ikke er nogle nåle i nærheden: knib hårdt i næsen omkring punktet. Illustration fra 'Sundhed fremfor medicin'.
'Fordøjelsespunktet'
Punktet GV 1 sidder i en fordybning i midtlinien midt mellem endetarmsåbningen og første halehvirvel. Det virker regulerende på fordøjelsen, både i tilfælde af diarré og forstoppelse. Man skal være meget hygiejnisk, hvis man bruger dette punkt - ellers kan man give kalven bylder og inficerede sår, og det var bestemt ikke meningen! Brug en helt ren, desinficeret nål, og vask og dup indstik-stedet med sprit.
Fig 2.: Akupunktur-punktet, som bruges til at stabilisere eller standse en diarré tilstand hos kalve. Illustration fra 'Sundhed fremfor medicin'.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Projektet er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug og EU's Landdistriktprogram
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne