Appendix: Homøopatiske midler

Aconitum

'Venusvogn' eller Blå Stormhat. En plante i ranunkel-familien.

Meget akut og pludselige symptomer. Meget intenst, med hårdt bankende puls, ofte venepuls. Dyret er varmt og tørt. Rastløs og urolig. Ofte efter chokerende oplevelse med rædsel og uro, dødsangst. Ofte høj feber og angstfyldte, hurtige reaktioner. Ofte efter kold, tør træk (eller tør varm træk!). Ofte ved vejromslag. Symptomerne er værre om natten. Midlet skal bruges omgående, når man opdager at dyret er sygt.

Det bruges typisk til alle akutte betændelser med ovenstående symptomer, inkl. bør-betændelse. Nervøs ketose meget tidligt i forløbet. Robuste kalve som pludselig bliver syge efter en kold, tør træk.

Giv en forholdsvis høj potens og hold godt øje med dyret, og giv det evt. ofte, hver eller hver anden/tredje time, hvis påkrævet.


Apis

Honningbi. Udvundet fra bi-gift: derfor alle tilstande med symptomer, som minder om et bistik: stikken, kløe, rødme, hævet og ømt.

Ofte højre side, og ofte værre midt på eftermiddagen. Irritabilitet, rastløs, rødme, opsvulmethed, ofte god livskraft, og total mangel på tørst. Smerte helt klart værre ved berøring og bedre ved kulde. Søvnen kan være urolig, og patienten kan virke apatisk, men søger hen mod frisk luft.

Nykælvere med stærkt opsvulmede yvere med ødem. Sommetider ved cyster i æggestokke, eller at æggestokkene ikke fungerer og billedet i øvrigt passer. Det kan overvejes ved klovbrandbylder, men vil ikke være typisk.


Arnica

Guldblomme. Homøopater bruger en tinktur af den hele friske plante. Den har været brugt i mange år til traumebehandling, både som salve og tinktur.

Traume-middel nummer et og det første middel i hus-apoteket. Alle skader i 'blødt væv'. Opsvulmethed og meget stor ømhed med angst for berøring. Bedre i hvile og søger ofte hen for sig selv.

Midlet bruges ved alle former for slag, fald, trykninger, eller forvridninger. Vanskelige kælvninger (både ko og kalv) inklusiv tilbageholdt efterbyrd, som er tilbageholdt fordi kælvningen var svær. Pattetråd (høj potens hver anden time 3-4 gange).


Arsenicum

Hvid arsenik; Arsenicum album.

Typisk er alle former for mave-tarm-betændelser, inkl. diarré. Patienten er tit i en dårlig ernæringstilstand. Patienten er urolig, angst, rastløs og svækket, men kan blive helt apatisk og opgivende. Der er stor tørst og de drikker ofte men ikke så meget ad gangen. Patienten har det værst midt om natten (ved midnat) og alle symptomerne har tendens til at komme i perioder. Der kan være kløende brændende hud og koldsved, eventuelt blåfarvning af huden (dårlig blodomløb) samt forskellige former for eksem. Patienten får det ofte bedre i varme og vil typisk søge varme og væk fra åbne døre og vinduer, og er meget følsom over for træk.

Diarréer hos kalve, hvor mælken har været for kold ved udfodring. Maveforgiftninger af enhver art, også fejl-fodring. Diarréer, som er ildelugtende, voldsomme, irriterer kalvens hud og med mange trængninger. Coli-diarré og coccidiose. Sår som ikke vil heles, og som kan være ildelugtende. Konstitutionsbehandlinger.


Belladonna

Giftig galnebær; Atropa belladonna. En plante i natskyggefamilien.

Pludseligt, intenst og voldsomt sygdomsforløb. Rødmende hud, høj feber med pulserende årer. Ofte store, skinnende pupiller med et stirrende 'fikst' udtryk. Stor overfølsomhed over for lyd, lys, berøring, kulde og træk, og undgår helst enhver berøring. Voldsomme mentale reaktioner. Stærk varmeudstråling fra det berørte område, og tør hede. Der kan være tendenser til trækninger eller 'ryk'. Hvis leddene er påvirkede kan de virke meget udspændte og opsvulmede.

Det første middel, man skal tænke på ved en akut yverbetændelse, hvor yveret er hårdt, opsvulmet og rødt med stærk varme-udstråling og følsomt for berøring.

Varme, også ved tilbageholdt efterbyrd eller børbetændelse hvor udflåd virker usædvanlig varmt og helhedsbilledet passer.


Bryonia

Tvebo Galdebær.

Aldrig fuldstændig akut, men udviklet mere langsomt, men kan alligevel nå en høj intensitet. Smerte som forværres når man lige rører ved det, men forbedres af vedvarende tryk (det vil sige at koen fx ligger på den yverkirtel, der er betændt). Patienten vil gerne være i fred og søger isolation og afviser andre. Tilstanden forværres ofte midt på aftenen og om morgenen. Værre af enhver bevægelse, og bedre i ro og hvile. Som regel stor tørst og drikker ofte store mængder koldt vand. Til trods for dét er der en tørhed: slimhinderne kan virke tørre og sprukne og gødningen er tør og knoldet. Patienten kan virke kold i huden men forværres alligevel ved varme; dog kan smerter i mave og led blive bedre ved lokal varme.

Yverbetændelse med ovenstående symptombillede, og hårdt, tungt, varmt samt let rødt yver dér hvor det er påvirket.

Lungebetændelser, hvor dyret undgår at røre sig og hvor det ofte er værst i højre side. Der er ofte ingen slim, eller lidt rustfarvet slim. Tør, hård hoste, og alt forværres udpræget, hvis dyret bevæger sig.


Calc. Carb.

Kalk fra østersskaller; calciumcarbonat

Kan overvejes ved alle tilstande hvor organismens kalk-balance er forstyrret, fx ofte patienter med dårlig skelet-udvikling og ved optræk til mælkefeber, og hvor de ikke optager kalk, heller ikke selvom de får det serveret. Forværring ses ofte ved kold luft, afkøling, efter måltider og når dyret anstrenger sig.

Kan bruges i tilfælde af kalvediarré, ofte hvor kalven ikke æder og ved rota-virus. Det er typisk med samtidig diarré og dårligt fordøjet mad.

Kan også overvejes til køer, som bliver svækkede og/eller mister appetitten på grund af høj mælkeproduktion. Kan bruges til at forebygge en mælkefeber, hvis den fanges i opløbet.

Calc. carb. er et stort konstitutionsmiddel. Patienten vil oftest have en dårlig skeletudvikling. Lys-pigmenterede, tendens til overvægt. Kraftig knoglebygning, ofte med stort hoved. Mange nyfødte store kalve er Calc. carb. konstitution. Dyr med calc. carb. konstitution er sjældent højtydende, men gode malkere. De er dominerende over for artsfæller og kan virke stædige og selvstændige, men er som regel godmodige og fredelige over for mennesker. De hverken flygter eller søger hen mod mennesker ved almindelig færden i flokken. Ofte slap muskulatur og bindevæv, sveder ved mindste anstrengelse og let til at miste kræfter og koncentration ved træthed. Bedre ved at få frisk luft og i tørt vejr og tørre omgivelser. Dyret kan begynde at æde jord eller andre mærkelige ting, og der er generelt stor trang til kalk. Dårlig frugtbarhed (selvom brunsterne er synlige og 'gode') og slap bør. Værre i kulde, fugt og efter at have ædt og stået op i lang tid, samt anstrengelse.


Calc. Phos.

Saltet 'calciumhydrogenphosphat'.

Patienten er tit et dyr i vækst med dårlig energi og ude af balance (også i deres krop og måde at vokse på). Også ved dårlig sammenvoksning af benbrud. Værre i fugt, kulde, træk og ved anstrengelser. Bedre ved at spise.

Som følge af ubalancen i vækst er der problemer som følge af det, fx ømme led og knogler, dårlige tænder og mineralubalance. Ved tendens til udskudt liv, hvor det forværres, når der kommer gødning eller urin. Kalve, som værger sig ved at drikke mælk. Rimeligt stort konstitutionsmiddel, især til unge dyr.

Calc.phos er også et hyppigt brugt konstitutionsmiddel, hvor man typisk møder et store dyr, almindelige af bygning eller med ret fine lemmer og lidt magre. Unge dyr kan virke benede og ranglede, og de har tit 'vokseværk' med svag ryg og nakke - TYPISK har de alverdens muskel- og knoglelidelser. De er nervøse i deres fremtoning og bevægelser De kan være aggressive over for andre dyr, og de kan vægre sig mod håndtering; som om de kan forudsige at de skal fanges og straks begynder at flygte - de hader at blive tvunget til noget.

Stor tendens til mave-tarm-lidelser, kolik, coccidiose, men de får det bedre af at æde. Når de er nervøse, får de diarré, og der kommer store mængder tynd gødning fra dem, og generelt kommer der ofte store mængder urin fra dem. De kan være højtydende og er ofte mørke. De får det værre efter kulde og fugt.

Brugt i England som forebyggende mod mælkefeber.


Echinaceae

Purpur solhat; høst-solhat.

Infektioner i deres første stadier samt kraftige infektioner, især med slimhinde-inflammationer.

Generelt stimulerende af immunforsvaret, og bruges også i folkemedicinen i form af 'echinamin' og andre midler.

Akut-middel til processer, der kan udvikle sig til blodforgiftning, betændelser i lymfe-systemer. Patienten virker ofte generelt træt, udmattet, svag og forgiftet. Sår, som er dybtliggende, kroniske og heler dårligt, ofte meget mørke og hævede. De fryser og får det værre af kulde.


Nux vomica

Bræknød.

Reaktioner med voldsom vrede og målrettede spark. Godt til trommesyge og opspilethed. Ofte er mave inklusiv vommen + tarm gået i stå. Ofte stærke smerter. Acidose. Koliksmerter. Diarré efter fundamentale foderforandringer. Ofte forværring om morgenen samt ved kulde. Udpræget fordøjelseslidelses-middel. Kan have besværet, 'hul' vejrtrækning.

Trommesyge og køer, som er gået i stå i vommen, med smerter. Ofte tør gødning evt. med kolik. Overfodring med kraftfoder. Overbelastet lever, evt. ved ketose (test det ved at trykke på lever-punkterne). Bruges ofte som konstitutions-middel.

Brug fx C30 et par gange om dagen og fortsæt i 8-10 dage hvis nødvendigt.


Phosphorus

Gult fosfor.

Typisk tilstande hvor der er koagulations-vanskeligheder: blødninger af alle slags, fra næse, i gødning, sår som bryder op, slim som hostes op og hvor blodet er lyst rødt og rigeligt. Ofte højre side, og det forværres, når dyret ligger på højre side. Når de bliver syge, bliver de ofte akut syge.

Det bruges ofte akut i forbindelse med diarré ved stress; patienten kan have tendens til kronisk diarré. Lungebetændelse med samtidig lungehindebetændelse (kan være akut og kan være kronisk og med afmagring).

Phos. er et stort konstitutionsmiddel, som ofte passer til højtydende køer af den sortbrogede type. Det er typisk dyr, som er tørstige og drikker meget koldt vand, æder godt og meget, men har også stor omsætning, så den har ofte en mager, lidt ranglet fremtoning. Ofte store dyr med fine lemmer, smalt hoved og fint, blødt (ofte lyst) hårlag. Individer, som er opmærksomme, nysgerrige, sympatiske og venlige, men kan være ængstelige og opfarende og især bryder de sig ikke om at forlade gruppen. De reagerer på alt, og sparker fx hvis de bliver forskrækkede. De yder gerne på alle måder, og er blandt andet meget ofte højtydende. Det kan også være aktuelt at bruge til kalve, som vokser hurtigt og meget. Ligesom ved akutte lidelser har dyret med Phos.-konstitution ofte tendenser til blødninger.


Pulsatilla

Nikkende kobjælde.

Ofte en patient som er følsom overfor alle ændringer. Gullige flåd. Bedre i fri luft og ved bevægelse. Forværres ved varme, fugt og i lukkede rum. Slimhinde-betændelse. Kuldskære, og alligevel værre i varme. Vandre-symptomer, dvs. at symptomerne flytter rundt.

Tåler ikke koldt vand eller mælk (kalve vil helst ikke drikke mælk), og er generelt ikke tørstige. Ofte med farvede og fugtige slimhinder i skedeåbningen.

Det bruges i tilfælde af stille brunst med inaktive æggestokke. Ofte forstyrret brunstcyklus. Mastitis når temperamentet passer på beskrivelsen. Slimhindeinfektioner med store mængder gulligt flåd. Svage veer, evt. hvor koen bløder mellem veerne. Tilbageholdt efterbyrd. Sår på benene pga dårligt tilbageløb af blodet gennem venerne. Stort konstitutionsmiddel.

Det kan også bruges som konstitutionsmiddel til dybdegående behandling af dyr som har runde former og generelt er harmonisk bygget. Fine træk og tillidsfuld, blidt og godmodig, ofte feminint udtryk og 'bambi-agtig': nysgerrig og lidt sky og ængstelig; bryder sig ikke om noget ukendt. Kan være manipulerende, jaloux og lunefuld. Søger selskab og trøst. Gode moderegenskaber og en patient kan ofte være ung, mens hun/han har pulsatilla konstitution, og eventuelt skifte senere. Hvis det er en ældre patient kan denne evt. virke ung.


Rhus tox

Gifteg eller giftsumak. Det blev blandt andet brugt af nordamerikanske indianere. Planten udskiller mere gift om natten og i fugtigt, tåget vejr, og patienterne som har brug for dette middel, har det også værre om natten og ved fugt og kulde.

Skader på led og bindevæv, sener og i mindre omfang også muskler. HELT UDPRÆGET værre ved første bevægelse og bedring ved fortsat bevægelse: man ser at dyret rejser sig eller starter på at bevæge sig efter at have stået stille, og halter voldsomt i starten, men så bliver det bedre. Det bevirker også at patienten kan virke rastløs - det skyldes simpelthen at den ikke vil stå stille for så gør det ondt at komme i gang igen.  Leddene kan blive hævede og deforme. Symptomerne er værre i kulde og fugt (inklusiv hvis patienten har været våd) og bedre i varme. Det gør ondt og patienten virker stiv, når den skal i gang med at bevæge sig, men går godt når man har bevæget sig noget tid. Bedring ved massage og 'gnubben'. Ofte værst i venstre side, og det er værre om natten og tidligt om morgenen. Patienten er ofte meget tørstig. Der kan være rødt, blære-dannende eksem med brændende smerter eller allergiske slimhindereaktioner.

Kan i nogle tilfælde være succesfuldt i forhold til mælkefeber (kalk-behandling dog stadig relevant / nødvendig! Men kan forhindre tilbagefald).


Silicea

Kvarts; sand.

Et hovedmiddel ved alle ben og bindevævs-problemer: Dårligt bindevæv, horn og hår. Ofte kronisk og langsomtudviklende. Ledbånd, sener, led og heraf følgende kronisk halthed, knoglemisdannelser og 'fejlvækst', krumme ben og dårlig tilvækst. Dyret kan virke knoglet og står med strittende albuer, led og bløde koder.

Horn, som revner og mat, tørt, 'træt' hårlag.

Kroniske bindevævs-problemer.

Sår væsker altid og der kan være bylder, lokale betændelser eller fistler.

Silicea medvirker til 'udrensning', f.eks. hvis der sidder splinter i et sår eller der er et problem, som skal 'til overfladen'.

Ved yverbetændelser vil Silicea-patienten typisk have tendens til bindevævsdannelse i yveret, dvs knuder og arvæv. De er tit problematiske ved tilmalkning. Køer med celletalsproblemer, som man vælger at behandle med silicea, får tit en mere synlig yverbetændelse ved behandlingen, som så 'renser ud' - det er ikke altid at man synes, at det er sjovt, men det kan nogle gange hjælpe i det lange løb.

Patienter, som har brug for en konstitutionsbehandling med Silicea vil være af en mild og blid type, som ofte er tilbageholdende (lister hen og æder når de kan komme til det, f.eks.) og har brug for rolig, venlig håndtering.


Sulphur

Svovl.

Akut bruges det især til hudproblemer, og tit når intet andet virker - det er ligesom 'sidste stop'. Tørhed og irritation i huden og tørt, glansløst hårlag. Har det ofte værre om aftenen, især omkring midnat. Værre ved kulde, fugt og ændringer i vejret og kan ikke lide hverken megen varme eller megen kulde. Har det bedst ved at bevæge sig udenfor og have det køligt.

Konstitutionsmæssigt giver en patient, som har brug for sulphur ofte et lidt lurvet, snavset indtryk og kan lugte dårligt og være sølet ind i gødning, og ikke gøre meget for hudpleje. Ligger i eller vader gennem vandpytter, gødning, mudder osv. Strittende, glansløst, tørt hårlag og hud og lidt afmagret med tendens til diarré og stofskiftelidelser. Meget dårlig hud og tit med tendens til kroniske sår som ikke heler. Temperamentsmæssig selvbevidst (dvs. ofte i den højeste ende af hierarkiet), og udfordrer ofte de andre køer i flokken. Tørstig og sulten, selvom der tit er maveproblemer.

Bruges af nogle til yverbetændelser hvor phytolacca er forsøgt og ikke virkede - sådan lidt uspecifikt. Et symptom som sommetider ses er, når patterne er ømme især omkring basis.


DISSE MIDLER MÅ IKKE ANVENDES I BESÆTNINGEN

Følgende homøopatiske midler er, som vi opfatter situationen lige nu, i januar 2014, ikke lovligt notificerede i Danmark for øjeblikket.

  • Bellis perennis
  • Camphor
  • Carbo veg.
  • Caulophyllum
  • Chamomolla
  • China
  • Dulcamara
  • Ferrum phos.
  • Ledum
  • Lycopodium
  • Phytolacca
  • Podophyllum
  • Pyrogenium
  • Ruta
  • Sepia
  • Symphytum
  • Veratrum album

 

Tilbage til indholdsfortegnelsen

 

 

Projektet er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug og EU's Landdistriktprogram

undefined undefined

Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne