Ager-svinemælk
Ager-svinemælk
Latinsk navn: Sonchus arvensis L.
Kendetegn
Plantens overjordiske del er opret, 50-120 cm høj med blomsterne placeret i kurve, som sidder enkeltvis eller få sammen i en løs klase eller halvskærm. Bladene er lancetformede til aflange, fligede eller fjersnitdelte og glatte. Grundbladene har vinget stilk, stængelbladene er ustilkede med hjerteformet grund. Hele planten er fyldt med mælkesaft, og den knækker let ved berøring, hvilket har ført til det populære navn "skørtidsel".
Ager-svinemælk forveksles ofte med de andre svinemælksarter: ru og almindelig svinemælk samt kær-svinemælk. Som voksne planter er adskillelsen imidlertid let nok, da ager-svinemælk har de største og mest gule (smørgule) blomterkurve (4-5 cm i diameter) samt mange gule kirtelhår på stængel og kurvsvøb.
Kær-svinemælk har også disse hår, men planten bliver op til 2,5 m høj og vokser kun ved fugtige søbredder og grøftekanter. Ager-svinemælk danner horisontalt (vandretstillede) krybende og knopskydende rødder.
De første løvblade på frøplanter er spredt hårede, stilkede og cirkulære til omvendt ægformede i omrids med mere eller mindre dybe indskæringer i bladrandene (billederne 6 og 7).
Senere løvblade bliver mere aflange i omrids. Bladene på tidlige skud fra rodstykker minder om løvbladene på unge frøplanter. I de tidlige udviklingstrin kan frøplanter af ager-svinemælk ikke skelnes fra frøplanter af ru og almindelig svinemælk.
Biologi
Ager-svinemælk er en flerårig art tilhørende kurvblomstfamilien. I tabel 1 er der lavet en oversigt over de vigtigste fakta om artens biologi af betydning for planlægningen af bekæmpelsen. Planten formeres både ved frø og knopskydende rødder. Frøformeringen er den vigtigste spredningskilde over større afstande. Frøene er udstyret med fnok (billederne 8 og 9), som let fanges af vinden, hvorved frøene kan føres vidt omkring.
Frøene har ingen væsentlig spirehvile, men spæde frøplanter etableret i sensommeren og efteråret er sjældent af betydning, da de enten går til grunde under vinteren eller let bekæmpes ved jordbearbejdning. I milde vintre kan frøplanter fra efteråret dog overvintre, og deres videre vækstforløb vil ligne frøplanter etableret fra frø spiret i foråret. Hvor meget, frøplanterne vil udvikle sig i løbet af en vækstsæson, er helt afhængig af forholdene: om der er konkurrence fra en afgrøde og i givet fald, hvor kraftig denne konkurrence er. I åbne, konkurrencesvage afgrøder kan frøplanterne opnå den største udvikling og endog danne frøbærende stængler. De vertikale (lodretstillede) primær-rødder vil fra frøplanternes 4 bladsstadium fortykkes til 1-1,5 mm, hvilket gør dem i stand til at danne formeringsknopper. Fra knopperne dannes horisontale rødder, der får planten til at bevæge sig horisontalt væk fra oprindelsesstedet. Fra 7-8 bladsstadiet vil de horisontale rødder danne knopper, som kan føre til nye horisontale eller vertikale rødder samt overjordiske skud. De fleste frøplanter vil dog forblive i rosetstadiet det første år og kun danne begrænsede mængder rødder.
Toppen på både frøplanter og vegetative skud visner væk om vinteren. De nye skud om foråret fra foregående års frøplanter vil komme fra de nydannede rødder, og planten går ind i sit flerårige stadium. Dannelsen af nye horisontale og vertikale rødder samt nye overjordiske skud ligner det beskrevne for frøplanter, men bladskud fra rødder er langt mere vitale. Mængden af nye rødder og bladskud vil således være betydelig større, hvor opformeringen igen vil være bestemt af konkurrencetrykket fra en evt. afgrøde: kornarterne, græs til slæt og lucerne vil give anledning til den mindste opformering, hvorimod åbne rækkeafgrøder kan føre til en betydelig opformering. Der er eksempler på, at et vegetativt skud kan spredes 2,8 m horisontalt per vækstsæson og danne horisontale rødder i længder på op til 200 cm. De horisontale rødder vil typisk ligge i en dybde på 5-15 cm's, mens vertikale rødder kan nå helt ned i 2 m's dybde.
Vertikale rødder er i stand til at danne nye formeringsknopper helt ned i 50 cm's dybde. Dannelsen af nye rødder og overjordiske skud forgår primært hen over forsommeren og sommeren. I sensommeren og efteråret går formeringsknopperne på rødderne i en hviletilstand, der hæmmer dannelsen af nye rødder og bladskud. En fragmentering af rødderne i sensommeren og efteråret vil således ikke føre til nye skud og rødder, og planten kan ikke på samme måde udsultes, som det kendes for alm. kvik.
Ager-svinemælk anvender sine kulhydrater oplagret i ældre rødder samt fotosyntese-assimilaterne til at opbygge nye rødder, overjordiske skud og blomster i foråret og forsommeren. Mængden af oplagsnæring i rødderne har i tidligere forskning vist sig at være lavest pga. forbruget, når planterne havde 5-7 blade og igen omkring begyndende blomstring (knopstadiet). Herefter vil planten hovedsageligt anvende kulhydraterne/assimilaterne til at opbygge oplagsnæringen i rødderne resten af vækstsæsonen og dermed øge plantens evne til at danne nye levedygtige bladskud i næste vækstsæson. Blomstringen kræver dog også fotsyntese-assimilater og noget vil gå til denne produktion, da planten kan blomstre langt hen i efteråret.
Udbredelse og betydning
Ager-svinemælk er almindeligt forekommende over hele landet og har en stor evne til at gro i de mest forskelligartede habitater. Således kan den findes på strandbredder, strandenge, enge, overdrev, hegn, langs søbredder, dyrket jord og omkring bebyggelser. På dyrket jord vil den især optræde, hvor kvælstofniveauet er højt. Plantens succes skal findes i evnen til at danne knopskydende rødder og frøenes evne til at spredes over store afstande.
I det dyrkede land er planten både et problem i enårige og flerårige kulturer. Ager-svinemælk ynder især pløjefri dyrkning, og intensiv jordbearbejdning vil reducere forekomsten, specielt hvor der pløjes. Ager-svinemælken's økonomiske betydning afhænger af, hvor den optræder. Planten kan spises og udnyttes af dyr, men i græsmarker og andre foderafgrøder må den stadig betragtes som uønsket i de fleste tilfælde, fordi foderværdien af kulturarterne stadig er størst, og forekomster af ager-svinemælk vil optage plads fra de ønskede foderplanter. I nogle frøafgrøder kan ager-svinemælk foruden udbyttetab også forringe frøkvaliteten, da frøene kan være vanskelige at rense fra den høstede frøvare. Udbyttetab er også en væsentlig økonomisk faktor ved dyrkningen af enårige afgrøder til modenhed såsom korn og bælgsæd. Der findes kun få tal på tabenes størrelser, men eksempelvis kan udbyttet i vårraps nedsættes med 12 og 18 % ved en svinemælksbestand på henholdsvis 5 og 10 skud m-2 om foråret; i vårhvede er der eksempler på 15 og 45 %'s udbyttetab ved henholdsvis 14 og 27 skud m-2 om foråret.
Bekæmpelse af ager-svinemælk
Mange af de forebyggende foranstaltninger beskrevet for de andre rodukrudtsarter vil også have effekt på ager-svinemælk, men arten kan være vanskeligere helt at undgå på grund af frøenes store mobilitet. Heldigvis er ager-svinemælk til gengæld nemmere at bekæmpe end eksempelvis alm. kvik og ager-tidsel. Rodsystemet er mere følsom overfor fragmentering (sønderdeling), udtørring og dyb placering i jorden end hos alm. kvik og ager-tidsel. Rødderne mister hurtigere kraften til at danne nye bladskud og rødder end udløberstykker hos eks. alm. kvik.
Tilsvarende de andre rodukrudtsarter vil det være en fordel at påbegynde en intensiv bekæmpelse i de afgrødefri perioder, men en del kan faktisk også gøres, hvis der er afgrøder tilstede. Direkte bekæmpelse i afgrødefri perioder.
Som det gælder for de øvrige rodukrudtsarter, vil helbrak være særdeles effektiv mod et stort problem med ager-svinemælk. I en helbrak skal bekæmpelsen foretages, hver gang planterne har udviklet 5-7 blade; udviklingstrinnet hvor rodsystemet er i tørstofminimum. Helbrak er imidlertid et drastisk valg, og det bør forsøges at nedbringe et svinemælksproblem på anden vis.
Forekomster af ager-svinemælk skal altid forhindres i at foretage en opbygning af oplagsnæringen i rødderne hen over sensommeren og efteråret. Kan planterne ikke bekæmpes i afgrøden, er det vigtigt at afbryde væksten, så snart afgrøden er høstet - jo tidligere, jo bedre. Afbrydelsen kan med fordel gennemføres ved stubharvning og helst i en dybde på 15 cm, så de horisontale rødder rykkes op og fragmenteres. Dybereliggende vertikale rødder kan ikke nås, men det har stor betydning at afbryde deres forbindelse til det øvre rodsystem. I modsætning til alm. kvik behøver stubharvningsperioden ikke at være særlig lang, fordi røddernes formeringsknopper går i hvile. Der er således mulighed for hurtigere at etablere en efterafgrøde til opsamling af næringsstoffer. Det er vigtigt, at hele strategien afsluttes med en pløjning til mindst 20 cm's dybde, dvs. at en efterafgrøde skal pløjes ned enten om efteråret eller om foråret. Det er med ager-svinemælk som med alm. kvik, at nye skud fra rodstykker er svagest, når rodstykket er kort og dybt begravet.
En minisommerbrak eller stubbearbejdning rettet mod kvik eller ager-tidsel som førsteprioritet vil naturligvis også have en god effekt på ager-svinemælk.
Græsmarker og grøngødning
Ager-svinemælk kan forholdsvis let bekæmpes i græsmarker til slæt eller afgræsning samt grøngødningsmarker af eksempelvis kløvergræs eller lucerne. Afhugning vil virke godt, men den skal helst foretages, når svinemælken er på 5-7 bladsstadiet, eller lige før den blomstrer (knopstadiet), hvis det er lettere at ramme planten på det udviklingstrin. Især vil en lucerneafgrøde, som afhugges 3-4 gange i løbet af en vækstsæson, være effektiv - ikke kun mod ager-svinemælk men også de andre rodukrudtsarter.
Afgræsning er effektivt, og ager-svinemælk har nogen foderværdi - den skulle endog være velsmagende for de fleste husdyrarter! Frilandsgrise vil med deres oprodning af jorden også være en effektiv metode mod et svinemælksproblem.
Andre afgrøder
Frøplanter af ager-svinemælk bekæmpes let ved ukrudtsharvning, radrensning, termisk bekæmpelse (flammer, damp og varm luft) og stribedampning.
Bladskud fra rødder vil derimod kunne skyde igen efter en bekæmpelse. Radrensning i rækkeafgrøder vil være effektivt mod planter i rækkemellemrummene. Det er vigtigt, at en rækkeafgrøde holdes fri for ager-svinemælk i hele vækstperioden især i kulturer med en lang vækstperiode (eksempelvis roer, majs, løg, gulerødder og porre). Stjernerullerensning i kartofler og majs er et andet redskabsprincip til radrensning med stor effekt på rodukrudt generelt.
Tilbage er ukrudtsplanterne i selve rækken, som radrenseren ikke tager. Fordi svinemælksplanter er skøre og lette at afhugge, vil håndlugning være nemmere end mod alm. kvik. Angående bekæmpelse i rækken i rækkeafgrøder foregår der en interessant udvikling med intelligente, kamerabaserede redskaber til selektiv fjernelse af ukrudt i rækken. Denne udvikling kan forhåbentligt åbne op for en mere rationel bekæmpelse af ukrudt i rækken herunder bladskud fra rodukrudtsarter. For interesserede kan det anbefales at følge udviklingen i dette område på bl.a. www.garford.com og www.visionweeding.com
