Definitioner af fagtermer med relation til kompostering

Organisk stof (OS)

Organisk stof er en samlebetegnelse for den del af jorden, der indeholder organiske forbindelser. Organisk stof er under konstant nedbrydning med mineraler, CO2 og vand som slutprodukt.

Jordens organiske stofindhold

Forhold mellem vægten af det organiske stof og totalvægten af jordsøjlen.

Effektiv Organisk Stof (EOS)

Den andel af tilført organisk materiale, der er tilbage i jorden efter ét år. EOS angiver således de mere tungt-nedbrydelige organiske komponenter. Let-omsættelige organiske forbindelser nedbrydes hurtig og har et begrænset bidrag til jordens indhold af organisk stof.

Humus

Den mest stabile og tungt-nedbrydelige del af organisk stof. Begrebet bruges ofte fejlagtigt som betegnelse for organisk stof. Humusbestanddelene har en høj molekylær vægt. Har en brun eller sort farve, bestående af kulstof, ilt, hydrogen, kvælstof, og svovl i komplekse kulstofforbindelser. Omfatter følgende (vigtigste) organiske syrer; 1.huminsyre, 2.fulvinsyre og 3.humin (som egentligt ikke er en syre). 1.Huminsyre kan opløses i basisk men ikke i sur væske. Molekylærvægten for denne type ligger mellem 10.000 og 100.000. 2.Fulvinsyre er den mindste med en molekylærvægt mellem 1.000 og 10.000. Fulvinsyre kan opløses i vand ved alle pH. Fulvinsyre er meget kemisk aktive med en dobbelt så høj CEC end huminsyre. Størrelsen gør, at den nemt kan indtrænge i planter og medbringe sporstoffer. 3.Huminer er ikke-vandopløselig uanset pH. Huminkomplekser er meget store og har en molekylærvægt på 100.000 – 10.000.000.

Humificering

Når friskt materiale indarbejdes i jorden, nedbrydes størstedelen af materialet og danner fødekilde for mikroorganismer. En del af det organiske materiale omdannes til mere stabile komponenter eller slet ikke, og vil så indgå i jordens stabile organiske stofpulje. Denne proces kaldes humificering.

Humater

Mineralsalte af humin- eller fulvinsyre.

Kulstof

Kulstofandel i jorden udgør 58% af totalvægten i organiske stof i landbrugsjord.

Kationombytningkapacitet (CEC)

Kationombytningskapaciteten er jordens evne til at udveksle positiv ladede ioner (som Ca₂₊, Mg₂₊, K₊, Na₊, H₊ og Al₃₊) med jordvæsken. Udtrykkes i cmol/kg, eller meq/kg. Kompost er kendetegnet ved høje CEC-værdier. Jord med en høj CEC-værdi kan fastholde flere kationer og har således en potentielt højere frugtbarhed end jord med en lav CEC-værdi. I sandjord er CEC næsten udelukkende bestemt af det organiske materiale.

Mineralisering

Kontinuerlig mikrobiel nedbrydning af organiske forbindelser til CO₂, mineraler og vand. Undervejs bruger mikroorganismer OS som næringskilde, og mineralerne kan komme plantevækst til gode.

Komponenter

• Hurtigt nedbrydelige – aminosyrer, sukkerstoffer, proteiner
• Langsomt nedbrydelige – lignin, cellulose

Tungmetaller

Ved reduktion af massen vil koncentrationen af tungmetaller øges. Der er grænseværdier for, hvor meget kompost må indeholde, både generelle og for økologer.

C/N-forhold

Forhold mellem kulstof og kvælstof i komposten. Et højt C/N-forhold kræver mere tid til nedbrydning og bidrager derved i længere tid med effekt på jordstruktur. Ved lavere værdier – typisk under 15 – finder der en nettomineralisering sted. Forholdet giver en indikation af om kompostens bidrag som gødningskilde. Typisk vil Hvedehalm have et C/N-forhold på 73, rughalm på 113, slagtesvinegylle på 4,6, kvæggylle på 7,5.

Mobilisering og immobilisering

Ved C/N-forhold højere end 15 indbygges kvælstof i mikroorganismer og bliver immobiliseret. Når C/N-forholdet kommer under 15, begynder kvælstoffet at blive frigivet - mobiliseret.

Aerob og anaerob

Omsætning foregår under iltede forhold, gennem løbende omstikning eller beluftning. Anaerob kompostering foregår under iltfrie forhold.

Kilder til O.S.

Alt liv indeholder kulstof. I teorien indgår alle kulstofkilder, som ikke er CO2, i organisk stof. Kilder kan bestå af animalske og vegetabilske komponenter.

Patogener

Patogener omfatter sygdomsfremmende organismer over for planter, dyr og mennesker. Fokus for sidstnævnte har været e-Coli og salmonella. Anbefaling for en tilstrækkelig hygiejnisering for plantepatogener er mindst 10 uger over 45^oC, 4-5 dage over 60^oC eller 12 dage over 55^oC med passende fugtighed mellem 30-50%. Nogle kilder angiver en hurtigere hygiejnisering.

Gårdkompost

Begreb anvendt i bl.a. Belgien, hvor komposten udelukkende består af komponenter fra bedriften.

Have-parkkompost

Kompost af grene, haveaffald og –afklip. Indeholder ofte meget jord.

Kildesorteret organisk dagrenovationskompost (KOD)

Kompost baseret på organisk husholdningsaffald.

Kompost-te

Præparat lavet på baggrund af ekstraktion af vandopløselige stoffer i modene kompost. Præparatet angives til at fungere som biostimulator for vækst.

Kompostering

Komposteringsprocesser angiver en biologisk og kemisk nedbrydning af organisk materiale ved mikrobiel aktivitet til dels mere simple, dels mere stabile komponenter under produktion af varme og mobilisering af mineraler. Der er dog mange komposteringssystemer/-teknikker, der hver især udmærker sig på sin måde.

Her er nogle af teknikkerne:

Milekompostering

Lavteknologisk, aerob kompostering i miler med løbende omstikning. Temperaturen stiger hurtig til 55-65 grader, hvorefter den falder langsomt. Fra materialet neddeles første gang, til komposten er klar til brug, går der i alt fra 2 til 12 måneder. Milekompostering med oplægning i trapezmiler er det mest anerkendte komposteringskoncept i Vesteuropa.

Madraskompostering

Organisk materiale laves i lag oven på hinanden (i "madrasser") op til 4 meter høj. Temperaturen i midten af madrassen er omtrent 50 grader det første års tid. Efter et år vendes hele madrassen for at belufte materialet. Temperaturen stiger langsomt til 70 grader, hvorved komposten hygiejniseres. Efter to til tre år kan jorden sigtes og bruges som gødning i haver og parker.

Tromlekompostering

Det organiske materiale forkomposteres i en tromle. Eftermodning foregår ofte i miler. Metoden har en hurtig gennemløbstid.

Kammer- eller tunnelkompostering

Kompostering foregår indendørs under kontrollerede forhold og i to tempi. Forkompostering foregår i et kammer eller i en tunnel. Efterkompostering foregår ofte i miler. Idet processen foregår i en hal, har det den fordel, at den er mindre sæsonfølsom.

Vermikompost (eller ormekompost)

Eisenia foetida og Lumbricus rubellus er de mest anvendte ormearter. Ormekompost anvendes primært i småskala, men i udlandet findes professionelle anlæg. Der er to hovedmetoder til storskala ormekompostering:

1. I miler på fast undergrund.
2. I flow-through madrassystemer, hvor ormene fødes i toppen af madrassen, mens man fjerner kompost fra bunden.

Sidstnævnte egner sig godt til tempererede eller kolde egne, da dette kan foregå i haller. Slutproduktet af denne form for kompostering skulle give flere tilgængelige næringsstoffer.

CMC-metoden

I bund og grund en aerob milekompostering ved hyppig omstikning, med styring af processen gennem kontrol af CO₂-indhold, vandindhold, iltindhold og temperatur. Komposten startes op med kompoststartere, og tilsættes lermineraler. Komposten overdækkes med kompostdug for at reducere vand og varmetab. Processen kan være afsluttet indenfor 6 uger.

 

Kompost til øget jordfrugtbarhed

Definitionerne er udarbejdet som en del af projektet Kompost til øget jordfrugtbarhed, som er støttet af Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og gartneribruget.