Faste kørespor i økologisk landbrug

Faste kørespor er specielt interessant for økologer. I et konventionelt dyrkningssystem tilføres lettilgængelige næringsstoffer i handelsgødning. Ved økologisk dyrkning er næringsstoftilgængeligheden afhængig af naturlig omsætning af næringsstoffer i jorden, og dette foregår bedre i en sund jord med god struktur. Denne omsætning kan forstyrres, hvis jorden pakkes sammen af tung kørsel, ligesom intensiv jordbearbejdning kan forstyrre de biologiske processer i jorden.

Med faste kørespor kan man desuden tilføre næringsstoffer mere præcist i forhold til afgrøderækkerne. Man kan undlade at tilføre gylle og anden gødning i sporene, hvor den ikke udnyttes optimalt.

Erfaringer specielt fra hollandske landmænd viser, at bekæmpelsen af ukrudt bliver lettere, når jorden er jævn pga. faste kørespor sammenlignet med marker med varierende pakningsgrad på grund af tilfældig kørsel med maskiner.

Faste kørespor i praksis

Man opdeler marken i mindst to zoner:

1: Den primære dyrkningszone

Her kører der aldrig maskiner. Zonen skal helst udgøre over 70 pct. af markens areal. Dyrkningen tilpasses dette, fx vil der være meget begrænset eller slet intet behov for mekanisk at løsne jorden her.

2: Trafikzonen

Her accepterer vi, at der dannes spor, der kan bære maskinerne. Det betyder, at vi ikke laver nye spor og minimerer skadelig dyb jordpakning. I nogle afgrøder - fx korn og græs - dyrkes afgrøder i sporene, i andre afgrøder som fx. grønsager dyrkes der ikke i sporene.

I trafikzonen kan der være forskellig trafikintensitet. Nogle spor overkøres kun under såning og høst, hvorimod andre gennemkøres oftere og måske med tungere maskiner, fx. ved gødskning eller vanding.

For at få positiv effekt af faste kørespor skal sporene ligge fast år efter år. Uanset hvilke afgrøder, man dyrker, er disse principper for maskiner de samme:

• Arbejdsbredden på maskiner er ens, eller maskinerne er et antal gange bredere end den smalleste maskine.
• Sporvidden af traktorer og andre maskiner er ens, eller så ens, som det er praktisk muligt.

Firgur 1. Kilde: Hans Henrik Pedersen, CTF Europe.dk

Udstyr til autostyring

Autostyring kræve brug af det højeste præcisionsniveau, såkaldt RTK (Real Time Kinematik). RTK sikrer, at maskinerne kører præcist samme sted hver gang. Tidligere blev der udbudt mindre præcise løsninger, men nu er systemerne stort set altid baseret på RTK. Desværre er styresystemer fra de forskellige leverandører oftest ikke kompatible, så man kan udveksle informationer om sporenes placering mellem computere af forskelligt fabrikat. Man kan derfor kun sikre sig, at det sker gnidningsfrit, hvis udstyret på alle traktorer er af samme fabrikat.

Faste kørespor i forskellige typer afgrøder

Hvordan man implementerer faste kørespor i praksis afhænger i høj grad af hvilke afgrøder, man dyrker. Det fremgår også af de fem demonstrationsejendomme i projektet.

Korn o.l.: I korn og andre afgrøder, der høstes med mejetærsker, er arbejdsbredden typisk mellem 6 og 12 m. En væsentlig udfordring er, at sporvidden på mejetærskere er bredere end på traktorer, så her er det ikke ualmindeligt, at man må gå på kompromis: mejetærskeren gøres smallest muligt, og traktorerne gøres så brede som muligt.

Grøntsager: Grønsagsafgrøder dyrkes ofte på bede, som traktorer skræver over, og det er almindeligt, at kun et bed behandles ad gangen. Det betyder, at arbejdsbredden er lidt mindre end maskinens sporvidde. Bede er typisk mellem 1,5 og 3,0 m brede. 3,2 m sporvidde er den mest udbredte standard for CTF-landmænd i Holland, hvor ca. 50 økologiske landmænd benytter faste kørespor. Den altoverskyggende forhindring for at indføre faste kørespor i kartofler og andre grønsager er, at der ikke er udviklet høstmaskiner, der er tilpasset til at køre i faste kørespor. Langt de fleste går derfor på kompromis, når de høster. Pakningen repareres så efterfølgende mekanisk. Et sådant dyrkningskoncept kaldes SCTF (sæson-CTF)

Græs: Brug af faste kørespor i græs tilbydes af en række maskinstationer i Danmark, og enkelte landmænd har selv maskiner til det. Det er ikke udbredt i andre lande. Arbejdsbredden er oftest 12 m. I nogle tilfælde bruges smallere skårlæggere, hvilket erfaringsmæssigt ikke medfører væsentlig udbyttereduktion. En væsentlig udfordring ved græshøst er, at finsnitteren ikke er bygget til at trække tunge vogne. Nogle maskinstationer har dog forstærket finsnitterens bagaksel, så den kan holde til det.

Projektet Økologi i Sporet har fået tilskud fra "Grønt Udviklings- og Demonstrationsprgram, (GUDP) under Fødevareministeriet og Fonden fra Økologisk Landbrug.