Hvilken hvede vinder?

Spænding i konkurrencen mellem gammel og ny hvedesort. Den ene har fået meldug – den anden lus.

Status på Foulumgård

I projektet "Økologisk brødhvede online" konkurrerer den gamle sort Ølandshvede mod den moderne hvedesort Dacke på 48 forsøgsparceller på Foulumgård. Begge sorter er sået med henholdsvis 12 og 36 centimeters rækkeafstand og får tildelt henholdsvis 80 og 0 kg N/ha. Desuden udsættes begge sorter for henholdsvis jordløsning og ingen jordløsning. I alt 16 forsøgsparametre skal afsløre, om Ølandshvede kan hamle op med en moderne sort.

Kornet er sået 3. maj i en tidligere rødkløvermark, og den første omgang jordløsning blev foretaget 6. juni - ca. tre uger efter fremspiring. Anden omgang blev foretaget en uge før Sct. Hans. Der har været lidt pileurt og hanekro samt en anelse kamille i pletter, men ellers har der ikke været det store ukrudtsproblem indtil videre. Alle forsøgsparceller er ud over jordløsningen blevet ukrudtsstriglet to gange. På 12 centimeters rækkeafstand dækker kornet nu jorden, og ukrudtstrykket forventes derfor at blive minimalt.

Driftslederen ved endnu ikke helt, hvad han skal forvente. - Jeg er spændt på at se effekten af jordløsning på 12 centimers rækkeafstand. Desuden bliver det spændende at se effekten af de færre planter på 36 centimeters rækkeafstand. Vi forventer et lavere udbytte, men spørgsmålet er, om en bedre kvalitet kan opveje forskellen, siger Jens B. Kjeldsen.

Status hos Anders Lund, Horsens

Anders Lund, der er økologisk planteavler ved Horsens, medvirker også i forsøget med de to sorter. Han har et par parceller, hvor alle planter er sået med 36,5 centimeters rækkeafstand - ligesom alle hans andre afgrøder. Her er kornet sået 30. april, og han kan allerede se forskel på sorterne.

Ølandshvede fører vækstmæssigt

- Der er tydelig forskel på de to sorter, både i højde og farve. Lige nu er Ølandshveden noget foran vækstmæssigt, og måske giver det bonus i sidste ende. Begge sorter har dog deres at kæmpe med. Øland har fået meldug på de nederste blade og på stængelen, hvorimod Dacke har fået lus. Det er alt sammen en del af marklivet, og nu må vi se, hvad tiden bringer, siger Anders Lund.

Jordbehandling virker

- Der er også tydelig forskel at se på det korn, der er radrenset, og det, som ikke er. Det, der er radrenset, har en mørkere farve, hvilket tyder på et bedre N-optag, eller at ukrudtet har taget en del af kvælstoffet der, hvor der ikke er radrenset, fortsætter han.

Han radrenser alt sit korn og forventer, at forskellen bliver tydeligst omkring skridning.- Jeg sætter de gamle sprøjtehjul på traktoren, og så kører jeg ud og radrenser alt mit korn fra april og frem. Erfaringen siger mig, at akset bliver betydeligt mindre, der hvor der ikke er radrenset, siger Anders Lund.

Følg sorterne på Facebook og agrologisk.dk

På forsøgsmarken ved Foulumgård er der opsat kameraer ved en række af forsøgsparcellerne, som tager et billede hver dag helt frem til høst. På den måde har du mulighed for at følge med i, hvordan sorterne klarer sig. Det kan du gøre via facebook-siden "Vælg økologisk brød" og via link på agrologisk.dk. Billederne er blevet klippet sammen til en lille film, som på kort tid viser planternes udvikling gennem hele vækstsæsonen.

 

undefined undefined