Hvilken hvede vinder 2013?
11. Juli 2013
De to sorter vi har sået i år, Skagen som er den nye sort og Gotlandsk børst, der er den gamle, er meget forskellige. Gotlandsk børst er 35-40 cm højere end Skagen og stænglen på Skagen er lidt mere massiv end på Gotlandsk børst. Generelt er de, der har fået gødning, grønnere. Men for meget gødning kan blive et problem for Gotlandsk børst fordi, den er så høj og dermed kan den nemmere vælte ved dårligt vejr.
Så det er spændende at følge de parceller med 80 kgN. På de to forskellige rækkeafstande på 12 og 36 cm er det tydeligt, at der er mindre ukrudt og svampeangreb ved rækkeafstanden på 36 cm.
Juni 2013
Spænding i konkurrencen mellem gammel og ny hvedesort. Der er stor forskel visuelt, den ene er mere opret end den anden. Samtidig er farven forskellig. Det bliver spændende at se hvad det betyder!
Status hos Anders Lund, Horsens
Anders Lund, der er økologisk planteavler ved Horsens, medvirker også i forsøget med de to sorter. Han har et par parceller, hvor alle planter er sået med 36,5 centimeters rækkeafstand - ligesom alle hans andre afgrøder. Han kan allerede se tydelig forskel på sorterne. Se selv med på billederne nedenstående...
Gotlandsk børst har bredst blade
- Der er tydelig forskel på de to sorter, både i statur og farve. Skagen er meget mere opret og smallere blade, hvor Gotlandsk børst har brede blade der er lysere i farven end Skagen, siger Anders Lund. Jeg er spændt på hvad det betyder i sidste ende.
Status på Foulumgård
I projektet "Økologisk brødhvede online" konkurrerer den gamle sort Gotlandsk børst mod den moderne hvedesort Skagen på 48 forsøgsparceller på Foulumgård. Begge sorter er sået med henholdsvis 12 og 36 centimeters rækkeafstand og får tildelt henholdsvis 80 og 0 kg N/ha. Desuden udsættes begge sorter for henholdsvis jordløsning og ingen jordløsning. I alt 16 forsøgsparametre skal afsløre, om Gotlandsk børst kan hamle op med en moderne sort.
På forsøgsmarken ved Foulumgård er der opsat kameraer ved en række af forsøgsparcellerne, som tager et billede hver dag helt frem til høst. På den måde har du mulighed for at følge med i, hvordan sorterne klarer sig. Det kan du gøre via facebook-siden "Køb økologisk brød" og via link på www.agrologisk.dk. Billederne er blevet klippet sammen til fire små film, som på kort tid viser planternes udvikling gennem hele vækstsæsonen. De konkretiserer altså visuelt en kompliceret og sammensat parameter som konkurrenceevne.
- Konkurrenceevner rummer værdier som væksthastighed, bladdækning, bladform, buskning mfl.
God fornøjelse med disse korte film, der viser væksten af vores to konkurrenter Gotlandsk børst og Skagen. Læg mærke til den gamle sort bryder tidligere gennem jorden, busker og strækker sig mere end den nye sort. Er det nogle kvaliteter, der kunne udnyttes i det økologiske sædskifte?