Ensilage som gødning?v

Økologisk Landsforening undersøger, om ensilage kan bruges som gødning i økologisk planteavl. Målet er at høste erfaringer, der kan bidrage til at gøre økologiske planteavlere uafhængige af konventionel husdyrgødning.
Rugplanterne øverst i billedet er hæmmet af organiske syrer fra kløverensilage tildelt direkte til den voksende afgrøde. Foto: Henning Thomsen.

Det kan lyde som en dyr løsning at ensilere afgrøder for at bruge dem til gødning, men det er også dyrt at flytte husdyrgødning mange kilometer. Derfor har vi i projektet "Produktion af økologisk gødning og effektive sædskifter" satset på at lave gødning direkte på planteavlsbedriften.

Fremstilling af rødkløverensilage

Rødkløver er etableret som grøngødning, skårlagt og ensileret. Derefter er kløveren overgemt et år og brugt som gødning til vårsæd det efterfølgende forår. Der er høstet over 300 kg kvælstof pr. hektar, så der skulle være kvælstof nok til at gøde to hektar med korn fra den ene hektar kløver, der er høstet. Men alt afhænger af udnyttelsesprocenten, som vi håber at få en ide om i dette forsøg.

Kulstof/kvælstof-forholdet i gødningen har væsentlig betydning for, hvor hurtigt næringsstofferne frigives, eller sagt med andre ord: Træstofindholdet i ensilagen skal være lavt og proteinprocenten høj for at få en hurtig frigivelse. Det totale kvælstofindhold i ensilagen, der bliver brugt i forsøgene, er godt 10 kg. pr ton gødning, mens indholdet af ammonium er under 1 kg.

Effekter af nedpløjet kløverensilage

Forsøgene er etableret med fire gentagelser på sandjorden i Jyndevad samt på lerjorden i Høje Taastrup. Dæksæden er havre, og der er nedpløjet henholdsvis 0, 40, 80 og 120 kg total-N i ensilage samt lavet referenceparceller med let omsættelige gødninger (Biogrow). Således skulle vi kunne lave en N-responskurve for årets forsøg efter høst.

Jordens biologiske aktivitet kan blive afgørende for ensilagens effekt, og derfor er forsøgene også placeret i et ældre økologisk sædskifte. Derudover vil fugt- og varmeforhold i vækstsæsonen få stor betydning for omsætningshastigheden, og det vil vise sig, om ensilagens surhedsgrad også er en væsentlig faktor.

Det kolde forår i 2012 har betydet, at der end ikke i begyndelsen af juni er den store forskel mellem ensilageparcellerne. Og forsøget i Jyndevad har endnu engang vist, at der er god sammenhæng mellem tildelt ammonium og manganmangel: jo mindre ammonium, des mere manganmangel.

Effekter af kløverensilage tildelt til voksende rug

På Jyndevad har vi også prøvet at tildele rødkløverensilage direkte til en voksende rugafgrøde i det tidlige forår. Det var ingen succes, idet rugen mistede vækstkraften, efterhånden som ensilagen blev omsat (se foto øverst på siden). Der er dog tidligere lavet en del forsøg med grøntsager, hvor eftergødskning med ensilage gav øgede udbytter. Den negative effekt af kløverensilage på rugvæksten i vores forsøg må skyldes, at kortkædede organiske syrer fra ensilagen har hæmmet rodudviklingen. Det forklarer Søren O. Petersen fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Nu venter vi blot på, at afgrøderne i forsøgene bliver høstet, så vi forhåbentlig kan blive klogere på, om ensilagegødning er egnet til økologisk korndyrkning.

undefined

http://europa.eu/legislation_summaries/agriculture/general_framework/l60032_en.htm