Landmandspar skaber merværdi på slottet

Sanne og Svend Brodersen købte Gram Slot, udviklede deres eget økologiske varemærke og fik usædvanligt samarbejde om afsætning.

Fuld integration mellem landmand og detailkæde

 

Win-win: Rema 1000 fik eget højprofileret kvalitetsmærke og indflydelse hos producenten, mens Gram Slot fik bedre priser, garanteret afsætning samt landsdækkende distribution og markedsføring


- Vi har Danmarks korteste afstand fra kunde til beslutning i primærproduktionen. Vores viden om, hvad der rører sig ude i butikkerne, er ikke længere væk end et telefonopkald til Rema 1000 - og omvendt.
Slotsejer og økologisk landmand Svend Brodersen, Gram Slot, er ikke i tvivl om de mange fordele, der følger i kølvandet på at have fået den norskejede detailkæde Rema 1000 som medejer af det store gods.
Svend Brodersen glæder sig over den totale integration, fordi det også giver mulighed for bedre og hurtigere udvikling af nye produkter.

Historien om en drøm

Det stod ikke skrevet, at Sanne og Svend Brodersen en dag skulle blive slotsejere. I 2006 havde ægteparret fået de første tre af fire børn og drev slægtsgården ved Kolding som økologisk landbrug med 350 hektar og 160 køer. Sideløbende havde Svend Brodersen en lokalpolitisk karriere og Sanne et travlt arbejdsliv som projektleder.
- Vi brugte meget tid udenfor hjemmet og havde flere gange talt om, hvordan vi kunne skabe mere helhed omkring familieliv, børn og arbejde, fortæller husker Brodersen.

Sådan gik det til

En dag så Svend Brodersen en annonce i en landbrugsavis, at Gram Slot var til salg. Drømmen om at bo og arbejde på et slot udviklede sig, og så gik ægteparret ellers i gang:

  • Gennemarbejdet forretningsplan med visioner for slottet udarbejdes.
  • Vision: En attraktion med oplevelser og åbent økologisk landbrug.
  • Kapitalbehov for køb af Gram og Nybøl godser = 90 mio. kr.
  • Pengeinstitut betinger finansiering af, at der findes medinvestor.
  • Bryder med selvejer-tanken og finder tidligere industrimand fra Kolding som partner.
  • 1. juli 2007 flytter Sanne og Svend Brodersen ind på slottet med aktieandel på 51 pct.
  • Restaurering til 30 mio. kr. blandt andet med køkken og restaurant i gang.
  • Slottet åbnes for besøgende
  • Landbruget var nedlagt - bortforpagtet jord skulle skaffes tilbage.
  • 2009 omlagt til økologi med 240 køer - Gram og Nybøl godser driver i alt 1050 hektar

 

Ideen om et mærke

Gram Slot var blevet kendt, dels fordi der kom mange besøgende, dels fordi Sanne og Svend Brodersens drøm og visioner for slottet medførte megen medieomtale. Det førte til overvejelser om eget varemærke for at få bedre pris og indtjening på produktionen fra landbruget.
Fødevarerådgivningen under Økologisk Landsforening hjalp med at udtænke produkter og indkredse den merværdi, et Slots-mærke kunne give.

 

Jagten på kæden

Men hvordan skulle produkterne sælges? Hvad med distribution? Og produktion? Det stod hurtigt klart, at der skulle findes en model med færre omkostninger.
- Vi gik efter at finde en kæde, der ville garantere afsætning, der havde egen logistik og markedsføring, som vi kunne få et strategisk samarbejde med om udvikling af nye produkter. Og i stedet for at etablere eget mejeri og mølle, så var ideen at outsource produktionen - også fordi vi dengang var usikre på, hvad folk ville have, forklarer Svend Brodersen.


Rema 1000 faldt ud som perfekt match efter vurdering af samtlige detailkæder i en analyse udarbejdet af Fødevarerådgivningen under Økologisk Landsforening.
Og aftalen med Rema 1000 kom i hus: Gram Slot skulle være økologisk private label hos den norskejede dagligvarekæde, som dermed også fik eneret til produkterne fra godset.
Januar 2010 startede salget af økologisk mælk og kartofler fra Gram Slot i Rema 1000.

Samarbejdet sikres

I løbet af 2010 fik Gram Slot udloddet en stor sum penge fra Real Dania-fonden øremærket istandsættelse af slottets gamle staldbygninger. Betingelsen for at få udbetalt pengene var dog, at Gram Slot selv finansierede 10 mio. kr. Bestyrelsen afviste, at selskabet gik ud på lånemarkedet. I stedet drøftede den mulighederne for at få tilført penge som en kapitaludvidelse i selskabet.


Øverst på ønskesedlen over mulige nye partnere stod Rema 1000 og kædens ejer, den norske Reitan-familie.
- Vi arbejdede tæt sammen i forvejen og kendte hinanden. Med Reitan som medejere ville vi skabe en alliance, hvor vi ikke behøvede tænke på, om de var med i morgen eller i overmorgen. Et forpligtende samarbejde for begge parter i medgang og modgang, ligesom bestyrelsen i Gram Slot ville få tilført ny viden, forklarer Svend Brodersen.

20 procent til Rema 1000

Rema 1000 ville gerne være med, og i efteråret 2010 fik Gram Slot derfor tilført et stort millionbeløb i egenkapital, og Rema Industrier kom til at eje 20 procent af aktierne med option på at kunne købe flere senere.
Kapitaludvidelsen har betydet, at Gram Slot både fik midler til ombygning af staldene, men også til en udvidelse af landbrugsproduktionen.


I dag findes 12 produkter fra Gram Slot i Rema 1000. Det er varianter inden for mælk, ost, kartofler, mel og havregryn. På sigt skal sortimentet udvides yderligere.