Demonstration af bæredygtig drift
Bæredygtig drift i samspil med omgivelserne
Bølgende marker og en mangfoldighed af træer af alverdens typer og størrelser omgiver La bergerie de Villarceauxs økologiske landbrugsproduktion, som ud over drift og pleje af 800 hektar jord, skov- og naturområde er økologisk demonstrations og besøgscenter for turister, studerende og andre med faglig interesse for økologisk landbrug og bæredygtig produktion.
- Vi har drevet økologisk landbrug siden starten af 2000’erne og har i al den tid, der har været landbrug her, haft fokus på bæredygtige produktion og på en åben produktion, som byder indenfor, fortæller Marie-Laure Berthier, som er besøgsansvarlig på La bergerie.
- Vi vil gerne drive stedet i samspil med omgivelserne, både natur- og dyreliv og vores omgivende samfund. Derfor har vi åbent for besøg og demonstrationer, driver gårdbutik, kooperativ og økologisk restaurant og tilbyder overnatning og mødefaciliteter, siger Marie-Laure Berthier.
Salg i gårdbutik og kooperativ
I landbruget på La bergerie holdes kvæg, høns og får, og der produceres korn og grøntsager. Kvæget er af racen Salers, og der holdes cirka 160 dyr af denne gamle race, som afgræsser naturarealer og leverer kød til stedets restaurant, gårdbutik og kooperativ. Kvæget får hjælp til afgræsningen af cirka 100 får. Kornmarkerne producerer specialmel i små kulturer af bl.a. spelt, hvede og quinoa til de cirka 400 kg brød, der sælges hver uge fra gårdens eget bageri. Herudover dyrkes grøntsager, lucerne, raps og græs. Målet er, at produktionen kan bære sig selv, så den er selvforsynende, både med foder til dyrene og fødevarer til gæster i restauranten, gårdbutikken og kooperativet, som samles fast hver uge.
- Gårdbutikken og kooperativet er opstartet for at have et mere direkte link til vores omgivende samfund og gøre La bergerie til et samlingspunkt for forbrugere, som hver dag kan købe varer fra produktionen og hver uge kan købe varer via kooperativet, fortæller Marie-Laure Berthier. Medlemmer af kooperativet betaler 70 euro om måneden for at være en del af kooperativet.
La bergerie slagter cirka 25 kalve om året, som sælges i gårdbutikken og kooperativet til ca. 80 euro for 10-15 kilo. To bagere sørger for at fylde hylderne med brød, kager, mel- og kornprodukter. Salget er tilfredsstillende, og næste år udvides med produktion og salg af egne grøntsager.
Økologi og bæredygtighed tiltrækker besøg
- Kunderne kommer langvejs fra for at købe økologisk her og samtidig opleve landbruget, nyde naturen, smage gårdens produkter og lære om bæredygtig landbrugsproduktion, siger Marie-Laure Berthier. Centret tilbyder rundvisninger og faglige oplæg til besøgende. Derudover er der igangsat et samarbejde med flere landbrugsfaglige uddannelsesinstitutioner om den fortsatte udvikling af La bergerie for løbende at forbedre bæredygtigheden i produktionen, bl.a. ved biogas og vindmølle.
- Det giver de studerende nogle gode praktiske vinkler på deres arbejde, og vi har stor glæde af de input, de giver os, siger Marie-Laure Berthier.
Bæredygtigt yderst til inderst
La bergerie de Villarceaux kan huse 100 besøgende i otte lejligheder og en stor sovesal. Cirka 400 studerende, faglige virksomheder, organisationer og privatpersoner benytter sig af faciliteterne til seminarer, møder og andre arrangementer om måneden, og der er solgt 1.400 overnatninger til og med august måned.
Alle bygninger er restaurerede med bæredygtige løsninger, naturlig isolering og løsninger til opvarmning med træ og solpaneler samt genanvendelse af regnvand. La bergeries store skovarealer leverer omtrent 140 m² træ om året til opvarmning, og der genplantes et tilsvarende antal træer af 10 forskellige slags. 10% af træflisen til opvarmning kommer fra et agroforestry-system, som er anlagt med ca. 23 hektar træer som læbælte omkring mindre parceller jord.
- Biodiversitet og bæredygtighed har fra start været pejlemærkerne for udviklingen af produktionen, siger Marie-Laure Berthier. Det betød bl.a., at store marker over årene er blevet omlagt til mindre parceller a 7 hektar. Det skaber gode levesteder for nyttedyr, beskytter kornmarker mod vind og vejr, mindsker risikoen for sygdomsangreb og skaber læ og skygge for græssende dyr. Tiltaget er et blandt flere, der øger landbrugsproduktionens bæredygtighed og gør La bergerie de Villarceaux et attraktivt besøgscenter for faglige og private med interesse for økologi og bæredygtighed.
Læs mere
Markedsvækst kræver forbrugertillid
Artiklerne er udarbejdet i projektet Markedsvækst kræver forbrugertillid, som har til formål at forbedre det landbrugsfaglige og afsætningsmæssige grundlag for at udvikle økologiske landbrugsbedrifter og fasthold og udbygge forbrugernes tillid til dansk økologi. Projektet er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug.