Kapitel 3: Kompostering

Komposteringsmetoder

Der er flere metoder til kompostering af organisk materiale med hver sine fordele og ulemper:

Intensiv vendende kompostering

Metoden kaldes også for CMC-metoden (Controlled Microbial Composting). Hensigten er en aerob omsætning af materialet vha. vending/beluftning af det organiske stof.

• Hyppig maskinel vending af komposten baseret på måling af temperatur og CO₂-indhold i stakken.
• Omsætningstid: Lige fra ca. 8 uger til 1 år eller mere, alt efter hvilket materiale der er tale om.
• Metoden praktiseres fortrinsvis på kommunale genbrugspladser og i mindre grad i landbrug og gartneri.
• Høj energi-, maskin- og arbejdsindsats.
• Forholdsvis højt tab af CO₂ og ammoniak/N₂, svovlbrite m.fl.

Der opnås en mineralisering af det organiske materiale, men en dårlig kompostering. Slutproduktet har ikke en god langvarig effekt. Den har derimod en kortvarig gødningseffekt, der mere ligner en mineralsk gødning. Har man en sådan kompost fra f.eks. en kommunal genbrugsplads, er det endnu mere vigtigt, at den udbringes ovenpå jorden i en grøn afgrøde, og at der samtidig gives en mikrobiel processtyring for at rette op på en oxidativ domineret mikroflora. Evt. uomsat organisk stof vil således kunne fladekomposteres og således evt. stadig kunne bidrage til frugtbarhedsdannelse. Alternativt kan CMC-”komposten” iblandes frisk organisk materiale og staldgødning og mikrobielt carboniseres – se næste afsnit. Også her er det dog af afgørende vigtighed at give en tydelig processtyring efter alle kunstens regler.

Mikrobiel carbonisering

Metoden er meget effektiv til at humifisere kulstoffet, dvs. omdanne lignin til huminstoffer (varig humus). En væsentlig del af processen foregår under anaerobe (iltfrie) forhold.

• Ekstensiv metode og lavpraktisk komposterings metode.
• Opsætning i trapez-formet mile (flad på toppen).
• Stakken vendes ikke, men trykkes tværtimod let fast
• Komposteringstid: 6-8 uger.
• Landbrugsmæssigt er metoden oplagt, idet den er nem og hurtig og ikke kræver specielt maskineri.
• Det er vigtigt, at materialet er homogent, dvs. blandet godt op.
• Overfladen på milen skal gerne være glat og lukket. F.eks. ved at dække med jord eller et lag gylle.
• Stakken må ikke overdækkes, idet den kræver lys (bemærk: ikke lovligt i Danmark hvis der er husdyrgødning i!)
• Også her skal milen processtyres/podes med hø-te, biodynamiske præparater, stamkompost el.lign.
• Metoden er beskrevet af Walter Witte, som er en tysk biolog og har skrevet en bog med titlen ”Die Mikrobielle Carbonisierung” (Witte 2014).

Komposteringsstald

Formål med denne komposteringsmetode:

• At give dyrene en god bund at opholde sig på.
• I kompoststalden går dyrene på et 60-80 cm tyk lag af træflis, savsmuld, spåner o.lign.
• Gødningen fra dyrene indarbejdes øverligt med fræser el. lign dagligt.
• Komposten tømmes en gang om året, hvorefter der startes på ny.

Selvom det øverste lag beluftes dagligt, foregår de nedre lag anaerobt, dvs. med mulighed for en mikrobiel carbonisering. Lyset er sikkert den begrænsende faktor. Også i dette tilfælde vil en processtyring med effektive mikroorganismer sikre et godt resultat.

Biomile/kompostvarmeanlæg

Formålet med denne komposteringsmetode er at indvinde varme fra kompoststakken. Komposten, der er tilbage efter udvindelse af varmen, er karakteriseret ved, at indholdet af varig humus i slutproduktet ikke er højt, men materialet har dog en vis gødningsværdi.

• Varmevinding fra komposteringsprocessen inspireret efter den franske økopioner Jean Pain.
• Metoden er ikke en egentlig kompostering men nærmere en mikrobiel forbrænding/fuldstændig mineralisering af kulstoffet, dvs. med tab af CO₂ til atmosfæren.

I praksis har den dog vist sig at have en anden positiv sideeffekt. Da komposten gennemvædes fra start, dvs. der skabes anaerobe forhold, hvorved processen formentligt starter med en mikrobiel carbonisering. I løbet af nogle uger kan der opstå et perkolat bestående af en sort tjærelignende substans, hvilket er meget værdifulde huminstoffer. Denne kan igen bruges til at pode og processtyre i jord og kompost.

Humus og jordbundsfrugtbarhed

Hvor frugtbar en jord er, afgøres ud over boniteten i væsentlig grad af indholdet af varig humus. Varig humus nedbrydes ikke yderligere i jorden (såfremt jorden dyrkes hensigtsmæssigt!) og mister derfor heller ikke sin evne til at holde på næringsstoffer og vand. Jord med højt humusindhold er karakteriseret ved:

• God vandholdningsevne
• Kan indeholde mange næringsstoffer
• Er mindre udsat for erosion
• Giver bedre jordstruktur og bearbejdningsevne

Derudover bliver jorde med et højt humusindhold ofte forbundet med en undertrykkende virkning overfor patogener og svampeangreb, stabile udbytter, og at man kan dyrke afgrøder af optimal kvalitet mht. indholdsstoffer og ernæringsværdi. Hvilket er til fordel for planter, dyr og menneskers sundhed.

Hvad enten det er sandjord eller lerjord, man har, vil man opnå disse fordele ved at øge humusindholdet i jorden.

Der findes mange forskellige definitioner på humus. Kemisk set er humus svær at kategorisere, men humus kan bedst beskrives ved huminstofferne. Huminstofferne ligner mest råolie og er en gruppe af stoffer med særlig god evne til at binde plantenæringsstoffer og vand. Huminstofferne har en kationbyttekapacitet, der er 14 gange højere end hos ler. Desuden kan humus også holde på anioner (negativt ladede næringsstoffer).

Microbiel carbonisering

I nedenstående er det beskrevet, hvordan man fremstiller en kompost vha. mikrobiel cabonisering – dvs. ud fra den metode, som Walter Witte har udviklet.

Substrater

Som udgangspunkt kan al organisk stof komposteres. Vil vi forbedre jordens frugtbarhed bør al organisk materiale komposteres, inden det tilføres jorden. For at få dannet en stor mængde huminstof (grundbestandelen i humus), er det vigtigt at have en stor mængde lignin i udgangsmaterialet. Lignin findes i træstofholdigt materiale, som halm, træflis, tagrør, bark og lignende. Enhver form for organisk materiale kan komposteres.

• Brunt: 40-50 % halm, træflis, bark, haveparkaffald, tagrør, grødeskæring, …
• Grønt: op til 30 % græs, kløver, friskt grønaffald (god opblanding og processtyring er særdeles vigtig, fordi frisk græs er energirigt og tenderer meget til forrådnelse)
• Husdyrgødning: minimum 20 % fast møg eller gylle fra kvæg, svin, får, fjerkræ, hest… Husdyrgødning – især fra kvæg – er med til at stabilisere komposteringsprocessen og tilfører en stabil mikroflora.
• Ler, kalk, moden kompost: 5-10% ler og/eller moden kompost. Kalk kan også med fordel tilsættes, men kun i fin dosering, dvs. ca. 1 kg per tons. Ler er vigtig til dannelse af ler-humus-komplekser, som er særdeles værdifuld i opbygningen af jordbundsfrugtbarhed. Hvis man vil gøre det rigtig godt, kan man yderligere tilsættes stenmel – ca. 3-4 kg/tons. Det bidrager ligeledes til kompleks-dannelse og til forsyningen med mikromineraler.
• På lerjordsbedrifter vil man med fordel kunne tilsætte stenmel, dvs. en siliciumkilde med mange mikronæringsstoffer.
• På sandjord vil man med fordel kunne tilsætte lidt bentonit, dvs. ler og således stimulere ler-humus-kompleks-dannelsen, hvilket sandjord kvitterer meget godt for. Ler og humus kan også gennemgå en formaling i en humusmølle inden iblanding for endnu bedre virkning og opblanding.
• Iblanding af plantekul er yderligere en mulighed for at berige jorden med kulstof. For at dette har værdi, skal kullet dog indbygges og levendegøres gennem f.eks. en komposteringsproces.
• Endelig er processtyringen også her af afgørende vigtighed. Der er blevet lavet mange MC-miler i især Tyskland, som er slået fejl, fordi dette ikke er blevet gjort.
• Alle substraterne bør være så friske som muligt. Ingen rådne eller med svampevækst.

Opblanding og opsætning

En god opblanding er med til at sikre en god kompostering. En mixervogn/foderblander eller en gammeldags møgspreder vil være optimal. Alternativt kan man gå frem efter lagkageprincippet: tørt, træstofholdigt nederst, vådt materiale midt i, f.eks. møg og tungt øverst, f.eks. grønt materiale. Man kan også sprede substraterne ud på en betonplads og skubbe dem sammen. Det må gerne presses godt sammen - ligesom når man ensilerer. Stakken skal være minimum 1 meter og maksimum 2 meter i højden. Hvis man sætter stakken op kontinuerligt, f.eks. i løbet af vinteren, bør man starte fra en ende af og fylde henad – læg ikke mere ovenpå.

Har man en kompostvender er den særdeles effektiv til at blade materialet med (men altså kun én gang, efter opsætning må stakken ikke forstyrres). Efterfølgende kan det skubbes sammen til en trapez-formet mile.

Tilsætning af vand

Vandindholdet bør være ca. 60 %, dvs. den bør føles fugtig, men man bør ikke kunne klemme vand ud af materialet med hånden. Har man mange tørre materialer f.eks. halm, hølvspåner… eller opsættes stakken midt på sommeren, er det vigtigt, at kompoststakken gennemvædes. Dertil kan bruges vand, ajle, gylle, spildevand… For at sikre at hele stakken gennemvædes jævnt bør man gøre det undervejs, mens man sætter stakken op. Halm, hølvspåner, tørt flis og lign kan være meget svært at gennemvæde. Her er det bedst at sætte det i blød nogle dage på f.eks. en betonplads, inden man skubber det sammen.

Placering og overdækning

Stakken kan placeres på bar mark, hvilket også er til fordel for komposteringen. Afløb, kørespor, vandpytter bør dog undgås. Af hensyn til færdsel med læssemaskine m.v. er det dog rart at have en fast bund. En køresilo er optimal. For at undgå naboklager bør kompoststakken gerne se ordnet ud og ikke være alt for meget smadder.

Milen må ikke overdækkes. Den skal have lys og luft, og det må gerne regne ned i den. Hvis den overdækkes, fungerer processen ikke, idet den er afhængig af de fotoautotrofe bakterier, som lever i overfladen. Disse producerer ekstracellulært hydrogenase, som er et vandspaltende enzym, som ikke forbruges eller nedbrydes (kun ved tilstedeværelsen af ilt). Er disse enzymer ikke tilstede, kan bakterierne ikke spalte vand og dermed ikke vinde energi. De efterfølgende processer forløber ikke korrekt, idet de er afhængige af de forudgående.

Har man husdyrgødning med i, er der dog i Danmark krav om overdækning. Metoden kan altså ikke praktiseres i Danmark. Indtil der forhåbentligt findes en løsning på dette problem, må vi have fokus på de øvrige huminstofdannende processer.

 

Komposteringens varighed

Indgår der kun halm, husdyrgødning, dybstrøelse, ensilagerester og evt. noget frisk plantemateriale, kan den mikrobielle carbonisering være afsluttet efter 8-12 uger. Har man træflis og andet groft materiale med i, bør den have lov at ligge i mindst 6 måneder. Moden kompost har krummestruktur, tager ikke varme længere, lugter jord-agtig, og der skulle gerne være regnorm i. Man kan tage en huminstof-analyse af komposten og dermed få et praj om, hvor meget humus man har fået dannet. Endnu mere udsagngivende er en Chroma-test (se herunder).

Udbringning

Til opbygning af jordbundsfrugtbarhed anbefales det som udgangspunkt ikke at give mere end 10 t kompost/ha ad gangen. Dette kan dog gentages flere gange i løbet af en sæson, så meget jorden kan nå at fordøje, dvs. med 4-6 ugers mellemrum. Komposten bør ikke nedpløjes (der bør i det hele taget ikke pløjes længere), men blot udbringes på en voksende grøn afgrøde. I det øverste jordlag er den mikrobielle aktivitet størst, og det er her humusdannelsen og den væsentlige del af planteernæringen finder sted.

Mikrobiel processtyring af kompost

Ligesom ved fladekomposteringen skal præparatet sprøjtes direkte ved sammenblanding for at opnå en god iblanding. Efterfølgende vanding ovenpå har for ringe virkning. Blander man i en møgspreder, kan man montere nogle sprøjtedyser over spredevalserne og derved opnå en rigtig god effekt. Bruger man en kompostvender, kan man i denne sammenhæng tilsætte præparatet på lignende facon.

Stamkompost

Den klassiske måde at processtyre på er at pode med stamkompost, dvs. iblande en mindre mængde færdig moden kompost – i princippet ligesom en surdej. Det kræver dog, at man har en god kompost som udgangspunkt.

De biodynamiske præparater

I det biodynamiske landbrug tilsætter man 6 kompostpræparater, som er med til at stimulere komposteringen og dermed styre processen i ønsket retning. Det er plantepræparater af egebark, røllike, mælkebøtte, kamille, brændenælde og baldrian, som fremstilles på en speciel måde. Præparaterne virker regulerende, de dæmper varmedannelsen, mindsker tabet af N og C, og de understøtter huminstofdannelsen. Præparaterne kan røres op i vand og stænkes ud i stalden og derved allerede i stalden reducere N-tab og stimulere processen (Steiner 1924).

Kompostering af gylle

Walter Witte har endvidere udviklet en metode til kompostering af gylle og biogas-gylle, hvorved man kan opnå en vis grad af jordforbedrede effekt. Metoden går ud på lave et udtræk af noget velduftende hø. I høet findes en bestemt bakterie, som hedder bacillus subtilis, som ligesom er retningsvisende for omsætningsprocessen. Høet, ca. 5 kg, vædes op i lunkent vand i f.eks. en murerbalje (ikke over 35 grader) i ca. en halv time (ikke mere end 1 time). Dette vand/udtræk eller hø-te kan nu stænkes ud i stalden, på spalterne eller hældes i fortanken, inden man pumper over i beholderen f.eks. Dette bevirker en tydelig mørkfarvning og homogenisering af gyllen og medfører en huminstofdannelse ligesom ved en MC-kompostering (Witte 2014).

Biomile/kompostvarmeanlæg:

Baggrunden er de vellykkede pionérforsøg med komposteringsvarme, som franskmanden Jean Pain gennemførte tilbage i 70’erne, hvor han byggede en mile af træflis på ca. 40 m³ og indlagde flere hundrede meter plastslange med vandcirkulation, som kunne optage og omsætte den i milen skabte varme til opvarmning af et drivhus vha. enkle cirkulationspumper og radiatorer. Det omsatte organiske materiale fra den udbræmmede kompostmile, benyttede Jean Pain i sit drivhus som jordforbedring.

Inspireret af disse første erfaringer, har der siden over det meste af verden på græsrodsnivaeu, været anlagt kompostvarme-miler i alle afskygninger med meget varierende succes. Disse kompostvarme-miler bliver kaldt alt lige fra Biomile(dansk), Biomeiler (tysk) til BioReactor (Engelsk). Metoden er stadig på pioner-stadiet, og giver man sig i kast hermed, må man være villig til at eksperimentere lidt.

Der er flere vellykkede eksempler herhjemme og i Tyskland. Ønsker man at bygge en biomile kan man sammenfattede give følgende retningslinjer:

• Biomilen bør baseres på træflis, gerne med stor barkandel, dvs. tynde grene og gerne med blade.
Substraterne skal være så friske som muligt og må ikke have taget varme inden. I praksis betyder det, at biomilen skal bygges samme dag eller dagen efter, at man snitter flis.Bunken skal trampes godt fast og gennemvædes løbende, mens man sætter den op. I de første dage efter opsætningen bør den fortsat gennemvædes.Det er muligt at øge temperaturen ved at iblande noget mere let omsætteligt som f.eks. græsafklip, majs eller gylle. Det skal dog blandes godt op, så det bliver en homogen stak.Biomilen skal have luft fra siderne. En køresilo eller møddingsplads med beton i siderne dur ikke. En form af rionet har vist sig at være god eller en trapezformet opbygning.Der er ikke krav om overdækning, hvis ikke man har husdyrgødning med i. Hvis den overdækkes, skal overdækningen være gennemtrængelig for luft.

Jean Pain viste yderligere, hvorledes biomilen kunne kombineres med et husstands-biogasanlæg. På Youtube er der to filmklip om Jean Pain og hans biomile:

Se i øvrigt Biomeiler "classic" her.

Kvalitativ vurdering af jord og kompost

Spade og penetrometer

Den bedste og nemmeste måde at vurdere jorden på er spadediagnosen. Ved at tage et spadestik og se og lugte til jorden kan man aflæse mange ting og behøver ikke dyre analyser (eller konsulenter). Farve, lugt, rodudvikling og eventuelle horisonter eller strukturskade vil kunne aflæses. Antallet af regnorm i et spadestik kan også bruges som udtryk for frugtbarheden. Med et penetrometer kan pakkede dybere lag identificeres, og det kan være meget lærerigt at bruge. Man får et indtryk af, hvilken kraft planten må yde for at udvikle rødder i jorden.

Abrecht jord analyse

Albrechts jordanalyse bygger på viden om vigtigheden af en velafbalanceret jord, der skaber gode betingelser for afgrøden såvel som for opbygningen af humusstoffer. På baggrund af studier af de mest frugtbare jorder, tager metoden udgangspunkt i den mest velafbalancerede næringsstofsammensætning. Analysen sammenholder den optimale næringsstofsammensætning med den undersøgte jordprøve. Resultatet er bl.a. et diagram, der viser det ønskede forhold mellem vigtige næringsstoffer, sammenholdt med et diagram over det, i jordprøven, observerede forhold. På denne baggrund udarbejdes anbefalinger til den mest hensigtsmæssige jordforbedring.

Cromatest

Til at vurdere jordens og kompostens kvalitative egenskaber har Chromatesten vist sig at være af stor udsagnskraft. Det er en billeddannende metode, som siger noget om, hvor biologisk aktiv jorden er, hvor høj biodiversiteten er, hvor god åndingen er, hvor god den er til at regenere sig, næringsstofstatus, enzymaktivitet og meget mere. Testen er forholdsvis nem at gennemføre, det kræver dog nogen erfaring at tolke billedet. Dietmar Näser (www.gruenebruecke.de) laver disse tests og giver en udførlig kommentering af analysen (Näser 2015).

 

Denne vejledning er udarbejdet i projektet Jordforbedring med kompost fra flere kilder, som er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikterne og Miljø- og Fødevareministeriet.

 

Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne