Opbygning af jordens frugtbarhed med kompost
Måden, vi har drevet landbrug på de sidste årtier har været stærkt tærende på humus-puljen, især pga. en overiltning af jorden som følge af pløjning og gødskning med gylle i stedet for fast møg eller kompost. Det kulstof, der tilføres jorden i form af planterester og husdyrgødning, er ikke stabiliseret og forbrændes derfor hurtigt, hvorved en stor del af kulstoffet igen forsvinder op i atmosfæren i form af CO2. Humus-opbygning i jorden er mere end nogensinde aktuelt, idet det er vejen til, at vi kan imødekomme klima-udfordringen, gøre os uafhængige af konventionel gødning, hæve udbytter, forbedre kvalitet og sundhed m.m.
Manglende hensyntagen til jordlivet, mikrobiologien, regnorm m.fl., som følge af intensiv jordbearbejdning, ubevoksede marker i store dele af året og for ensidigt sædskifte, har ført til, at jorden mange steder er i ubalance og er generelt fattig på mikrobielt liv. Jorden har dermed mistet sin evne til - for det første at forsyne planterne tilstrækkeligt med næringsstoffer, men også mistet evnen til at opbygge humus. Jorden har mange steder mistet sin regenerationskraft, dvs. den skal have hjælp til at regenerere sig. Jorden kan bedst betragtes som plantens fordøjelsesorgan. Mangler mikrobiologien eller er den i ubalance, fungerer fordøjelsen ikke korrekt, med underernæring og sygdom til følge.
Ud over den klassiske kompostering i en stak, er der biomilen, kompoststalde og ikke mindst fladekomposteringen som en overset, men meget effektiv huminstof-dannende proces. Med denne vejledning er det forsøgt at give et overblik over, hvordan vi landbrugsmæssigt og i gartneribruget kan udnytte og optimere dette håndværk, med henblik på at opnå en forbedret frugtbarhed i vores dyrkningsjord.
Printvenlig version af vejledningen
Denne vejledning er udarbejdet i projektet Jordforbedring med kompost fra flere kilder, som er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikterne og Miljø- og Fødevareministeriet.
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne