Rækkedyrkning af korn og bælgsæd

Der er ingen fremtid i at avle ukrudt. Ved at dyrke korn og bælgsæd på rækker kan man radrense og dermed få renere marker med mindre ukrudt. Undersåede efterafgrøder etableres også lettere i dette system.

Download printvenlig version

Effektiv ukrudtsbekæmpelse

Den store udfordring for mange økologer er at bekæmpe aggressivt ukrudt og samtidig øge udbytterne. Ved at dyrke afgrøderne på 25 cm’s rækkeafstand kan man i højere grad bekæmpe ukrudt med radrensning, etablere efterafgrøder med succes, holde på næringsstofferne i jorden og øge jordens frugtbarhed.

Ved rækkedyrkning af korn og bælgsæd har man med radrenseren mulighed for at holde afgrøden ren så længe, det er nødvendigt, og efterfølgende etablere en efterafgrøde mellem afgrøderækkerne i maj/juni.

Når efterafgrøden er sået på rækker, vil man endvidere kunne lave en mekanisk ukrudtsbekæmpelse efter høst, hvor man fjerner stubben mellem efterafgrøderne med radrenseren, så man får bearbejdet den del af overfladen, der ikke er radrenset tidligere.

 

RadrenserenRadrenseren bekæmper primært ukrudtet mellem afgrøderækkerne, men der vil også være en vis effekt mellem afgrøderækkerne, da der kastes jord ind mellem planterne.

 

Anbefalinger om rækkedyrkning af korn og bælgsæd

Syv gode råd

  • Rækkeafstand: 24-30 cm
  • Udsædsmængde: normal
  • Såning: vær omhyggelig, så lige og ensartet i helt jævnt såbed
  • Radrens 1-3 gange evt. kombineret med en blindstrigling
  • Etabler ikke flere marker med rækkesåede afgrøder, end du har tid og kapacitet til at radrense
  • Radrens kun, når jorden er tjenlig og tilpas tør
  • Etabler efterafgrøde ved sidste radrensning

Vælg marker og afgrøder

Det er vigtigt i markplanlægningen at have et overblik over hvilke marker, der er stærkt ukrudtsbefængt med behov for mere intensiv ukrudtsbekæmpelse, og hvilke marker, der kan ’klare sig selv’. Havre er for eksempel en meget konkurrencestærk afgrøde, der i langt de fleste tilfælde selv kan holde ukrudtet nede og derfor sjældnere kvitterer for radrensning. Omvendt er vårbyg mindre konkurrencestærk og vil i mange tilfælde og især på lavere gødningsniveau have fordel af dyrkning på rækker med radrensning.

Læg ukrudtet til tørre

Radrensningen kan ske på forskellige stadier af ukrudtets vækst. For at sikre en god bekæmpelse af ukrudtet skal der være en god gennemskæring af rødderne, og planten skal trækkes oven på jorden, så den udtørrer. Man kan ikke bekæmpe ukrudt i afgrøderækken, og det er begrænset hvor tæt man kan radrense på afgrøden, uden at den tager skade. Småt ukrudt kan til dels bekæmpes ved at der kastes jord ind i afgrøderækkerne.

Efterafgrøden presser ukrudtet

Rækkedyrkning muliggør at man kan etablere en efterafgrøde i forbindelse med den sidste radrensning. En tidligt etableret efterafgrøde, har bedre vilkår for at blive succesfuld, end en efterafgrøde der er etableret ved høst. En kraftig og veletableret efterafgrøde, vil være værdifuld i konkurrencen mod ukrudt. Både i mellem rækkerne i den voksende afgrøde og efter høst frem til etablering af en ny afgrøde.

 

Cameleon
Cameleon kan både så og radrense.

 

Resultater fra forsøg

Forsøg fra 2014 viser, at ukrudtsharvning og radrensning har ikke givet signifikant højere udbytter, men målt på ukrudtsdækning er der forskel. Resultater fra Landsforsøg 2015 viser merudbytter for radrensning i vårsæd på 4-5 hkg/ha, størst i vårbyg.

Rækkeafstande på 11-30 cm afstand giver stort set samme udbytte, men der er dog en faldende tendens i udbyttet ved stigende rækkeafstand. Større rækkeafstand end 24 - 30 cm medfører stor risiko for udbyttenedgang.

Har du forøget rækkeafstanden til 24-30 cm, skal du radrense 1-3 gange. I meget ukrudtsbefængte marker kan rækkedyrkning og radrensning betyde forskellen imellem misvækst og en passende avl. Tidligere forsøg har vist 70-80 % bekæmpelseseffekt.

 

Dyrke
Det behøver ikke at koste en formue i maskiner at dyrke og radrense korn og bælgsæd på rækker.

 

Teknik til rækkedyrkning

Der findes mange radrensere på markedet i mange forskellige prisklasser. Radrensere kan fås med kamerastyring, gps og såudstyr, men mere simple radrensere kan også sagtens udføre et godt arbejde. Det vil være hensigtsmæssigt at investere i udstyr, så man kan så en efterafgrøde i forbindelse med eller efter den sidste radrensning.

Radrensning indebærer, at man har en såmaskine, der passer til renserens bredde og den valgte rækkeafstand.

På mange mindre bedrifter er investering i radrenser med optisk styring ikke attraktiv, og her vil radrensningen blive en maskinstationsopgave. Man bør regne på, om det kan betale sig at dyrke korn på rækker, hvis man skal købe sig til radrensning og såning. På bedrifter, hvor kun et mindre areal skal radrenses, kan man bruge en ældre radrenser uden optisk styring og bruge den tid, det nu tager, at radrense omhyggeligt og tæt på rækkerne. En frontmonteret radrenser kan her være en fordel.

Fabrikater på det danske marked

 

Fabrikater

Yderligere information

Artikler og rapporter:

Film:

Sikre efterafgrøder. Økologisk Landsforening.

Tre landmænd, tre radrensere. Økologisk Landsforening

 

Demonstration af radrensere og styresystemer,
DCA Aarhus Universitet

 

Radrensning - teknisk set, SEGES

 

Materialet er udarbejdet i projektet Demonstration af nye økologiske løsninger. Projektet er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikterne og Miljø- og Fødevareministeriet.
 

NaEr Logo

 

Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne