Vildtagre
Vildtagre
Der kan ikke opnås tilskud til vildtagre under enkeltbetalingsordningen, typisk fordi de er mere end seks meter brede. Der findes to typer vildtagre: Den dækningsgivende og den fødeproducerende vildtager.
Formål
Før man etablerer en vildtager, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilket formål vildtageren skal have. Forudsætningen for en vellykket vildtager er kendskab til de forskellige vildtarters behov, så man vælger de rette afgrøder.
Vildtagrene kan opdeles i to typer: Den dækningsgivende og den fødeproducerende vildtager.
Den dækningsgivende vildtager
På et terræn, som hovedsageligt består af åbne marker, kan det være en stor hjælp for vildtet at etablere en vildtager, der kan yde læ for regn og vind samt beskytte mod flyvende rovfugle.
De fødeproducerende vildtagre
Der findes tre forskellige typer fødeproducerende vildtagre:
- Grønføde-producerende
- Insekt-producerende
- Frø-producerende
Den grønføde-producerende vildtager fungerer som ekstra fødetilskud til eksempelvis råvildt og hare i den sene vinter og det tidlige forår - en tid på året, hvor de fleste vildtarter har brug for et fødetilskud.
Insekt-vildtageren skal sikre et varieret udbud af insekter, således at agerhønens kyllinger får gode muligheder for at finde føde. Insekter er en proteinrig føde, som kyllingerne skal have straks efter, de er klækket og 3-4 uger frem.
Den frø-producerende vildtager giver harekillinger et fødetilskud i sommerperioden, hvor de ofte har svært ved at finde friske, grønne spirer, når alting står modent. De fleste steder i det moderne landbrug, er der som regel mangel på alle tre fødeemner. Det er derfor en fordel at så blandinger, som producerer alle tre slags føde.
For hvem?
Sanglærker, agerhøne, hare, dagsommerfugle
Placering
Den optimale placering af en ny vildtager er tæt på de områder, hvor vildtet naturligt færdes. Det vil sige langs skovbryn, levende hegn, markskel og moser. Men også midt i åbne markflader vil en vildtager gøre nytte. For
maksimal effekt er det bedst at anlægge vildtagre i lange, smalle stykker frem for større blokke.
Der er ikke nogen tommelfingerregel for, hvor stor en vildtager bør være. Ethvert lille hjørne på ejendommen, der kan laves til vildtager, vil gøre gavn.
Kombineres vildtageren her med gødningsfrie randzoner, reduceret udsædsmængde, gode redeskjul i form af gammelt græs eller insektvolde, vil det være helt optimalt.
Vildtagrene kan med deres placering fungere som spredningskorridorer mellem småbiotoper, vildtplantninger, levende hegn, skov, sø, vandløb og lign.
Vildtagre kan også placeres steder der er svært tilgængelige, læs mere her.
Etablering
Vildtageren må ikke tilsås for tæt. Den skal dog være så tæt, at ukrudtet ikke bliver dominerende. Desuden skal der være føde nok, også når marken er høstet.
Se eksempler på frøblandinger her.
Det er desuden centralt, at såbedet er veltilberedt, og at såningen er omhyggelig. En mulighed er at pløje. Bedre er det dog med reduceret jordbearbejdning, f.eks. med en harve. Hvis pløjning er nødvendigt, er det bedst med en ganske let efterfølgende harvning, så jorden udtørres mindst muligt.
På fugtige arealer kan det være en fordel at fræse jorden. Vildtagrene har brug for gødning, for at afgrøderne kan komme godt i gang. Dette kan være husdyrgødning inden etablering kombineret med kvælstoffikserende planter, som bælgplanter eller hvidkløver.
Sådybden har stor betydning for resultatet. Den rigtige sådybde sikres ved brug af såmaskine, men håndsåning kan også bruges i mindre og ukurante vildtagre.
Sås frøene ud med hånden, skal der harves, tromles eller rives bagefter, så frøene dækkes med fugtig jord. Ved såning af flere typer frø med forskellig sådybde, er det nødvendigt at så af flere omgange.
Vildtageren kan godt sås 2-4 uger senere end normale markafgrøder. En senere såning betyder, at vildtafgrøden modner senere, og dermed er klar, når vinteren sætter ind.
Valget af afgrøder afhænger først og fremmest af formålet med vildtageren. Her skal der tages hensyn til, hvilke arter, man vil tilgodese.
Eksempler på dækningsgivende afgrøder er: Majs, solsikke, honningurt, hestebønne, jordskokker, hamp og fodermarvkål.
Ved at bruge en frøblanding, kan vildtageren både yde dækning og producere forskellige fødeemner.
Det færdige resultat vil altid blive bedre ved for lav udsædsmængde end ved for høj. Ved stor plantetæthed får den enkelte plante ikke lov til at udvikle sig optimalt.
Får planterne for meget plads, kan ukrudtet udkonkurrere dem. Vær opmærksom på, at den største udfordring ved
vildtageren er en ordentlig etablering.
Lovgivning
Vildtagre er ikke støtteberettigede tiltag. Men de kan etableres steder, hvor det alligevel er svært at dyrke jorden. Det kan f.eks. være en stribe langs et stykke skov eller et hegn.
Det kan også være et hjørne af en mark, der er spidst og svært tilgængeligt.