Fri for rodukrudt
Kvik, agertidsel, agersvinemælk og følfod er de mest almindelige rodukrudtsarter, og når de ses i marken som et begyndende problem, typisk fra midt i juni og frem til høst, koster de allerede meget udbytte. Rodukrudt kan ikke udryddes, det gælder om at have styr på det, så man også på længere sigt kan høste høje udbytter.
Hold fokus på en stærk afgrøde
Fri for rodukrudt bliver du aldrig; du kan ikke forbyde naturen at gro. Kort sagt er det vigtigere hele tiden at være opmærksom på at give afgrøden gode betingelser end at give rodukrudtet dårlige betingelser. Alt hvad du kan gøre for at optimere afgrødens vækst, de fysiske bekæmpelsesmetoder med stål samt et par dyrkningsmæssige fif får du her.
Forebyg problemerne
- I sædskiftet: Kløvergræs og grøngødning er stærke ukrudtskonkurrenter. Giv plads til bekæmpelse af rodukrudt i sædskiftet.
- God pløjning med fuld – helt fuld - gennemskæring
- Radrensning i alle afgrøder forebygger og bekæmpe
Fuld gennemskæring - tjek ploven
Fuld gennemskæring er altafgørende, når du skal bekæmpe rodukrudt. Har du ikke en plov, der kan skære igennem i furens fulde bredde, skal du købe en ny plov eller som minimum skifte plovskær. Du tjekker gennemskæringen ved at løfte ploven og bagfra se, om skærene overlapper hinanden. Du kan også tjekke, om furebunden er skåret helt ren, når du pløjer.
Kend dit ukrudt, når du bekæmper
Det er meget vigtigt at kende sine ukrudtsarter og at have styr på, hvor på markerne de er, inden man kaster sig ud i en bekæmpelse. Når de første pletter med rodukrudt viser sig i marken, skal du lokalisere dem, så du kun bekæmper her, og ikke kommer til at køre forgæves i områder, hvor der ikke er noget at køre efter. Dernæst skal du vælge metode ud fra ukrudtsart(er) i marken. Det er ikke samme indsats, man bruger over for kvik, tidsler og andre arter. Vælger du en korkert indsats, risikerer du at sprede en art i stedet for at bekæmpe dem.
Kvik
Skrælpløjning med efterfølgende harvning på kvikkens treblad-stadie fra september til marts/april udsulter og svækker kvikkens udløbere. Kan suppleres med udtørring i meget tørre periode eller på frost.
Tidsler
- Afpuds i kløvergræs og evt. pletvis i andre afgrøder. Afpudser man kun den del af tidslerne, der skyder ovenud af afgrøden, er effekten beskeden. Afpudses dele af afgrøden er effekten god.
- Dobbelt pløjning med efterafgrøder. Pløj lige efter høst og så en korsblomstret efterafgrøde så tidligt som muligt. I foråret pløjes igen.
Agersvinemælk
- Afpuds i kløvergræs og pletvis i andre afgrøder. Afpudsning over afgrøden har lille effekt, afpudsning med afgrøden har god effekt.
- Fuld gennemskæring lige efter høst, en hvileperiode frem til vinter, derefter harvning fra december til marts afsluttet med forårspløjning
Følfod
Som agersvinemælk, dog kan følfod også bekæmpes som tidsler med dobbelt pløjning og efterafgrøde.
Minisommerbrak er godt mod alt
Minisommerbrak er nok den dyreste men også den mest effektive metode over for alle slags rodukrudt. Af hensyn til enkeltbetaling skal du så og høste en afgrøde på marken. Denne høstes først eller midt i juni, hvorefter marken behandles med fuld gennemskæring. Arbejd jorden godt igennem og træk udløbere op på overfladen. Herefter harves jorden igennem hver 7.-10. dag med gode muligheder for udtørring af rødder og udløbere. Pløj omkring 1. august og så en effektiv efterafgrøde. Pløj igen til foråret. Nu starter du på en frisk med en konkurrencestærk afgrøde, der kommer til at give et godt udbytte.
Økonomisk kalkule - minisommerbrak
På en østjysk planteavlsgård var en mark i 2011 groet helt til i agertidsel og agersvinemælk. Vi vurderede, at der maksimalt kunne høstes 25 hkg/ha, hvor potentialet ellers er 50 hkg/ha, når der er styr på ukrudtet, altså et tab på 25 hkg/ha. Der blev sået rug, som er billig at etablere, og den blev høstet som grønafgrøde, hvorefter minisommerbrak blev sat i gang. Ved en afgrødepris på ca. 200 kr./hkg er tabet i mistet udbytte og omkostninger til behandlinger stort set tjent hjem året efter i en 95 pct. rodukrudtsfri mark.
Omkostninger til minisommerbrak
*Lavere pris pga. høstbesvær og renseomkostninger.
Marken er fortsat tilfredsstillende mht. rodukrudt her fem år efter. Bedriften har desuden inddraget kløvergræs som grøngødning i sædskiftet for at imødegå fremtidige problemer med agertidsel og agersvinemælk, og det har haft en god effekt.
Rækkedyrkning
Alternativet til løsninger med plov er rækkedyrkning og radrensning. Såning på 25 cm rækkeafstand og radrensning indebærer større investeringer i såmaskine og radrenser. Hvis grejet skal være effektivt, skal der kamerastyring og også gerne GPS-udstyr på. Radrensning virker til gengæld på både frø- og rodukrudt.
Yderligere information
Projekt Fri for rodukrudt, hjemmeside med beskrivelser af biologi, bekæmpelsesmetoder og eksempler fra praksis. Link til siden.
Film: Bekæmp tidsler med ploven (Økologisk Landsforening, 2015)
Film: Fri for rodukrudt (Økologisk Landsforening, 2016)
Demonstration af nye økologiske løsninger
Materialet er udarbejdet i projektet Demonstration af nye økologiske løsninger. Projektet er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikterne og Miljø- og Fødevareministeriet.
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne