Sikre efterafgrøder – crimpning
Crimpning - en vej til veletablerede efterafgrøder
Foderkorn og -bælgsæd kan høstes tidligere og ved højere vandprocent og efterfølgende crimpes før lagring. Det kan være en fordel, hvis man ønsker tidlig etablering af efterafgrøder eller evt. sommerbekæmpelse af rodukrudt. I afgrøder med udsigt til nedsat udbytte er crimpning en god løsning, hvor afgrøden kommer hurtigere væk, og kløvergræsudlæg eller efterafgrøde får mere lys og en tidligere start.
Man mister som tommelfingerregel 1 kg N/ha i efterafgrøden for hver dag, etableringen af efterafgrøden udsættes i august. Tre ugers tidligere etablering af efterafgrøden giver således ca. 20 kg N/ha mere til næste års afgrøde.
Crimpet korn er samtidig godt kvægfoder, der kan opbevares ligesom ensilage. Har man ingen tørringsfaciliteter eller mulighed for opbevaring i gastæt silo, er crimpning et alternativ. Der er flere forskellige ensilerings- og konserveringsmetoder, der benyttes alt efter kornets aktuelle vandindhold, og om det høstes umodent eller modent.
Crimpning og ensilering
Skal den crimpede afgrøde ensileres, skal vandprocenten i kernerne være mellem 35 og 45 pct. ved høst. For at sikre ensileringen kan økologer anvende en blanding af myresyre, eddikesyre og propionsyre. En god komprimering i siloen er nødvendig for at sikre en god stabilitet.
Ligger vandprocenten mellem 25-35 pct., vil der stort set ikke ske nogen ensilering, og kornet er ikke velegnet til crimpning. Det er også sværere at opnå en god komprimering og stabilitet, når kornet er for tørt, ligesom der bliver for stort behov for propionsyre, hvilket fordyrer processen.
Korn med et vandindhold på 35-40 pct. fylder ca. 40-50 pct. mere end tørt korn, og det vil nedsætte høstkapaciteten. Høst, når planterne er tørre på overfladen. Mejetærskerens snegle, elevatorer og tank skal være tømte natten over.
Anbefalinger om crimpning
En rundspørge blandt 15 økologiske mælkeproducenter, som SEGES har gennemført, viser, at to ud af tre oplevede uønsket varmedannelse. Det forudsætter stor omhu at konservere crimpet korn og bælgsæd.
- Korn høstes, når det er gulmodent, ca. tre uger før normal høst og ved en vandprocent på 35-45
- Ærter og hestebønner kan crimpes med et vandindhold ned til ca. 30 pct.
- Sørg for rene forhold til crimpning og ensilering
- Tjek, at alle kerner bliver valset i crimperen
- Tilsæt økologisk godkendt ensileringsmiddel; 5 liter propionsyre pr. ton korn ved vandprocent på 35-45
- Kontroller løbende forbruget af ensileringsmiddel og juster mængden
- Tilsæt evt. vand, hvis kornet er for tørt
- Sørg for maksimal komprimering og iltfri tillukning
- Det crimpede korn bør tidligst anvendes tre uger efter indlægning
- Sørg for rent snit ved udtagning
- Stakken må ikke være bredere, end at der udtages mindst 20 cm om dagen
- Forebyg gnavere og fugle
Bestem det rette høsttidspunkt
- Korn: De fleste kerner skal være bløde som ost, når de klemmes med tommelfingerneglen og altså ikke mælkede. Afgrøder modner sjældent helt ensartet, så når 60-80 pct. af kernerne er som ost, er afgrøden klar til crimpning. For tidlig høst giver tab af tørstof, og for sen høst hæmmer ensileringen.
- Ærter er klar til crimpning, når alle bælge har fuld størrelse, og de fleste ærter er gulfarvede.
- Hestebønner: Bælgene skal være mørkebrune eller sorte, og bønnerne skal lige være begyndt at miste den grønne farve.
- Majs skal have mistet det meste af den grønne farve, og når kolben åbnes, skal majskernerne være stærkt gule og gyldne, ligesom man skal kunne trykke et mærke med en negl.
Fordele og ulemper ved tidlig høst, crimpning og ensilering
Økologiske ensileringsmidler
Organiske syrer er tilladt i økologisk produktion, dvs. mælkesyre, myresyre , propionsyre og eddikesyre. De tre sidstnævnte indgår i Bulldog Agris blandingsprodukt Grøn Krimpersile, der må benyttes i økologisk landbrug til korn og kernemajs. Med et vandindhold på ca. 40 pct. bruges tre liter pr. tons korn/kernemajs.
Økonomi
Crimpning er normalt maskinstationsarbejde, og der er derfor som regel ingen eller begrænset anlægsinvestering. Det koster ca. 20-30 kr. pr. 100 kg at få afgrøden crimpet og pakket, enten i silo eller silopose/ensilagepølse. Til gengæld er der ingen omkostninger til alm. tørring, lagring og den senere valsning, der normalt sker, inden man udfodrer kornet.
Yderligere information
- Projekt: Efterafgrøder sikrer mere kvælstof i sædskiftet, Økologisk Landsforening
- Rapporter mm: Farmtest, Maskiner og planteavl nr. 42 om crimpet korn, SEGES 2005
Film: sikre efterafgrøder - crimpning
Se filmen sikre efterafgrøder - crimpning. I filmen besøges to økologiske landmænd, der begge har praktiske erfaringer med at crimpe korn. Filmen er produceret for Økologisk Landsforening af Moxtell Productions i 2013 i projektet "Efterafgrøder sikrer mere kvælstof i sædskiftet", som er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.
Demonstration af nye økologiske løsninger
Siden er udarbejdet i projektet Demonstration af nye økologiske løsninger. Projektet er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikterne og Miljø- og Fødevareministeriet.
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne