Hvad er ØkologiLØFT?
ØkologiLØFT har fokus på seks mål for bæredygtighed: Lav klimapåvirkning; Rig natur; Sunde dyr med højt livsindhold; Nulspild og lokale ressourcer; Højt socialt ansvar; Liv på landet. Konceptet er siden foråret blevet testet og videreudviklet på en række økologiske landbrug. ”Løftet” bygger på frihed, engagement og handling og tilbyder dermed et alternativ til mere regulering. Det begynder med landmandens eget online-gårdtjek og slutter med et bevis.
Trin 1 | ONLINE GÅRDTJEK
Indsigt i mål for bæredygtighed og inspiration til udvikling
ØkologiLØFT begynder med, at landmanden laver et online gårdtjek, hvor han eller hun forholder sig til praksis på gården sammenholdt med seks mål for bæredygtighed; Lav klimapåvirkning; Rig natur; Godt dyreliv; Nulspild og lokale ressourcer; Liv på landet; Højt socialt ansvar.
Det er ikke et databaseret tjek. Det er et tjek, som tager udgangspunkt i, hvordan landmanden selv vurderer sin gård overfor målene. Landmanden kan lave tjekket på egen hånd på kort tid, men man får mest ud af det, hvis man sætter sig sammen med én eller flere, så man sammen kan få en god diskussion om spørgsmålene. Diskussion åbner tankerne og danner grundlag for nye ideer, som kan hjælpe landmanden til at udpege, hvilket eller hvilke af de seks mål, han eller hun gerne vil arbejde med. Er det klima? natur? Dyrevelfærd? Eller et eller flere af de andre mål?
Når online-gårdtjekket er gennemført, får en af Økologisk Landsforenings ØkologiLØFT-konsulenter automatisk besked og kontakter landmanden, så de sammen kan tilrettelægge den efterfølgende proces med besøg fra en ØkologiLØFTgruppe.
Trin 2 | ØkologiLØFT-GRUPPE
Flere øjne på gården og dialog, der skaber nye idéer og udvikling
ØkologiLØFT-gruppen besøger gården og er landmandens sparringspartner. Gruppen sammensættes ud fra landmandens ønsker og ud fra, hvilke kompetencer, der er behov for til at løfte gården indenfor de valgte mål. ØkologiLØFT-gruppen skal kunne udfordre landmanden, forholde sig til gården og den eksisterende praksis, sætte nye ideer i spil – og nok så vigtigt, så er det samspillet med gruppen, der skaber engagement og motivation.
Gruppen og landmanden har et idekatalog over handlinger indenfor hvert af de seks mål for bæredygtighed, som de tager udgangspunkt i, men processen er åben og rummer plads til de handlinger, der skaber energi og lyst til at arbejde med bæredygtighed og løfte praksis på gården.
ØkologiLØFT-grupperne sammensættes efter behov. På de testbedrifter, der i øjeblikket afprøver ØkologiLØFT-modellen, er gruppemedlemmerne alt fra andre landmænd, landbrugskonsulenter, forbrugere, naboer og repræsentanter fra detailhandlen til lokale interesseorganisationer, folk fra finansieringssektoren, arkitekter og kommunale embedsmænd.
Trin 3 | ØkologiLØFT-aftalen og bevis
ØkologiLØFT-aftale med handlinger, der løfter gården over, hvad der er garanteret af økologireglerne, og som giver adgang til et ØkologiLØFT-bevis
En ØkologiLØFT-proces munder ud i en ØkologiLØFT-aftale. Det er landmandens aftale med ØkologiLØFT-gruppen om, hvordan gården arbejder med de mål for bæredygtighed, som landmanden har valgt at sætte fokus på. Det kan både være en aftale om at fastholde en god praksis, og det kan være en aftale om nye tiltag, som løfter gården endnu mere.
Aftalen er også landmandens adgang til et ØkologiLØFT-bevis på bronze, sølv- eller guldniveau. Afhængig af indsatser gennemført på gården kan landmanden få bronze, sølv- eller guldbevis inden for hvert af de mål for bæredygtighed, som ØkologiLØFT aftalen dækker.
ØkologiLØFT-beviset kan landmanden bruge i sin fortælling om sin gård; overfor dem, som landmanden sælger sine produkter til eller blot til at evaluere sin egen praksis og sætte mål for sig selv.
Trin 4 | Genbesøg af ØkologiLØFT-gruppen
Landmanden står til regnskab overfor sin ØkologiLØFT-gruppe – det giver motivation og stolthed
ØkologiLØFT- gruppen genbesøger landmanden efter 12 måneder. Gruppen gennemgår ØkologiLØFTaftalen sammen med landmanden for at forsikre sig om, at aftalen er overholdt.
Det er samtidigt en anledning til at vurdere, om landmanden er klar til at tage nye skridt i løbet af det næste år og drøfte hvilke erfaringer, landmanden har gjort sig siden sidste besøg. Der kan også være behov for at udskifte nuværende tiltag med andre tiltag, hvis forholdene på gården har ændret sig.
Hvis gården havde forpligtet sig på at tage nye tiltag i anvendelse inden genbesøget, så kan genbesøget betyde, at gården kommer op på et højere bæredygtighedsniveau, så den flytter sig fra bronze til sølv eller fra sølv til guld.