Turister på gården og lokalt kødsalg
I Varde Kommune kommer der hvert år to millioner turister. En stor del kommer for at opleve naturen, og kommunens fælles vision har overskriften ’Vi i Naturen’. Det er noget af det Jens Krogh og hans kone Lisbeth vil koble sig på i bestræbelserne på at give gården Kroghsminde med 500 hektar, 150 malkekøer, fem ansatte og et biogasanlæg et løft som mere aktiv aktør i lokalsamfundet. Kroghsminde er med som testgård i udviklingsarbejdet omkring ØkologiLØFT.
- Vi er gået i gang med et udviklingsforløb sammen med Varde Kommune med afsæt i visionen ’Vi i naturen’. Her arbejder vi på at udvikle et koncept for Kroghsminde, som kan matche nogle af de øvrige tilbud, turisterne bliver præsenteret for, siger Jens Krogh og fortsætter:
- Det handler om, at folk kan få autentiske oplevelser af økologisk fødevareproduktion. Det kan være lige fra at opleve dyr og malkning, smagsoplevelser og måske hands-on erfaringer, som kan gøre jord-til-bord kæden meget konkret, til en frokost lavet på lokale råvarer, siger Jens Krogh.
Lav din egen ost
Et eksempel på en oplevelse, som kommende turister i Varde Kommune vil kunne få på Kroghsminde, er at lave sin egen ost.
- Vores mejeri Naturmælk har udviklet et kit til, at man kan prøve at lave sin egen ost. Det er en oplevelse og en aktivitet, som kunne være sjov at tilbyde folk, som kommer her på gården, siger Jens Krogh.
Klar til næste turistsæson
Gennem kommunens udmøntning af visionen ’Vi i naturen’ indgår Kroghsminde i et udviklingsforløb med Innovationscenter Varde for at udvikle konceptet. Resultatet vil turister i Vardeområdet kunne opleve næste sommer, hvis de lægger noget af ferien forbi Kroghsminde.
- Vi er i gang med at få lagt budgetter. Målet er folkeoplysning, men der skal også være økonomi i det. Lige nu er vi også der, hvor vi skal have gjort op med os selv, hvor stort vi vil slå det op. Hvor meget tid vil vi bruge på det, og hvor offentlige vil vi være. Jeg forventer, at noget af det løber af stablen inden næste turistsæson begynder, men der er også noget, som kommer til at tage længere tid at udvikle. Det skal vi have truffet en række beslutninger om og have afklaret yderligere henover efteråret, siger Jens Krogh.
Lokalt salg af kød
Kroghsminde har en besætning på 150 malkekøer med dertilhørende opdræt. I Jens Kroghs ØkologiLØFT-aftale er der også fokus på mere lokal afsætning af kød.
- Vi er også i gang med at udvikle på den del og kigge på potentiale og muligheder for at øge vores lokale salg af kød. I den forbindelse deltager vi i en fødevareklynge, som Varde Kommune er ved at etablere, siger Jens Krogh.