Ny skov og bedre forhold for tudser og frøer
Hos Gartneriet Markhaven, som ligger lidt udenfor Odense, er der godt tre hektar drivhuse med produktion af blandt andet agurker og tomater til Coops butikker. Rundt om gartneriet er der et tilsvarende areal, og i begyndelsen af august havde Klaus Søgaard besøg af sin ØkologiLØFT-gruppe for at få sparring om, hvordan han kan øge naturværdien udenfor drivhusene.
- Det var en meget givtig oplevelse, der ikke bare bekræftede mig i de tiltag, jeg har lyst til at lave, men som også gav mig rigtig meget konkret inspiration og praktiske anvisninger til hvordan, siger Klaus Søgaard.
I dag er der læhegn rundt om arealet, og ellers er der vedvarende græs og en mere eller mindre tilgroet sø. Det bliver der nu lavet om på.
- Søen bliver nu renset op, og brinkerne på den ene siden bliver ændret, så det giver bedre forhold for tudser og frøer. Der var også tale om at fjerne et pilekrat ved søen, men i den efterfølgende sparring med ØkologiLØFT-konsulenten er vi landet på at lade det være, fordi nyere forskning viser, at pilekrat faktisk er levested for meget stor biodiversitet, siger Klaus Søgaard.
Ny skov
Klaus Søgaard har også besluttet, at der skal plantes ny skov på arealet. Det kommer til at ske i samarbejde med HedeDanmark.
- Vi vil plante cirka en hektar skov med omkring 15 forskellige træarter, hvoraf noget skal være stævningsskov, som der ellers ikke er meget tilbage af på Fyn, siger Klaus Søgaard.
Stævningsskove er baseret på løvtræers evne til at danne nye skud fra stød eller rod, når træet bliver gnavet over af bævere, eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Det giver en meget lysåben lavskov med frodig bundvegetation. For at undgå at stævningsskoven udvikler sig til højskov, med en stor skygning, der ødelægger den frodige bundvegetation, skal stævningsskoven stævnes jævnligt (med ca. 15 – 20 års intervaller).
- Der bliver også en lille æblelund og to remisser på arealet til glæde for dyr og mennesker, og så overvejer vi lidt, om der skal gå nogle får eller geder, siger Klaus Søgaard.
Bureaukrati
Klaus Søgaard forventer, at naturtiltagene hos Markhaven som følge af ØkologiLØFT kommer til at koste ham et sted imellem 100.000 og 200.000 kroner. Dertil kan han lægge, at han formentlig mister hektarstøtten på arealet.
- På tre hektar er det jo ikke alverden, men jeg synes, det er principielt forkert, at landmænd, der gerne vil skabe mere natur, i princippet bliver straffet for at tage arealer ud af intensiv drift. Det bekræfter mig yderligere i at bakke Økologisk Landsforening 100 procent op i ønsket om et bruttoarealtilskud, siger Klaus Søgaard.
Mens Landbrugsstyrelses bureaukrati går ham lidt på, forventer han en lettere proces med kommunen omkring oprensning af søen, som ligger i et paragraf tre-klassificeret område. Og så har arbejdet med arealet og planerne for søen haft en sidegevinst.
- Vi har fået et tættere forhold til en nabo, som har en lille del af søen. Han har selvfølgelig skullet inddrages, og det har være en rigtig god proces, siger Klaus Søgaard.
HedeDanmark har været på besøg hos Markhaven, og stregerne er tegnet for naturtiltagene på arealerne. Når Klaus’ ØkologiLØFT-gruppe kommer tilbage næste år i august, vil der derfor helt sikkert være tydelige resultater af den ØkologiLØFT-aftale, de har indgået sammen med Klaus.
- De var her i begyndelsen af august i år, og de kommer tilbage i begyndelsen af august 2019 for at se, om jeg har overholdt vores aftale. Det lægger jo også et vist pres på, siger Klaus Søgaard.