Går efter guld i ’Liv på landet’
Cirka 1.000 elever fra lokale skoler og en landbrugsskole besøger hvert år Preben Drastrups økologiske svineproduktion. Samtidig er han hvert år vært ved Sofari, hvor danskerne inviteres ud på gårdene landet over for at se, hvordan de økologiske grise lever. Preben samarbejder også med lokale kolleger om halm, foder, gødning og maskiner. Man kan på mange områder sige, at Preben allerede gør med for at skabe og deltage i livet på landet.
For det er han da også blevet tildelt sølv i kategorien ’Liv på landet’ under ØkologiLØFT.
- Jeg er tilfreds med de point, jeg har fået for de ting, jeg allerede gør, men der er flere ting, som jeg godt kan give mig til at gøre, og som vi har skrevet ind ØkologiLØFT-aftalen, siger Preben Drastrup.
Målet er guld
Preben havde besøg af sin ØkologiLØFT-gruppe i august, hvor de sammen gennemgik bedriften og de mange tiltag, der er i gang for mere liv på landet. Her blev der aftalt tre yderligere handlinger, som ved gennemførelse vil bringe bedriften på guldniveau indenfor ØkologiLØFT-bæredygtighedsmålet ’Liv på landet’.
En af handlingerne er gennem samarbejde med blandt andet ejendomsmæglere at synliggøre aktiviteterne i lokalområdet og øge fortællingen om området som attraktivt for nytilflyttere.
En anden handling er at etablere et lokalt landbrugsfagligt mentorkorps, som skal rådgive nytilflyttere eller interesserede, fremtidige landmænd i at komme i gang med økologiske bedrifter i lokalområdet. Den tredje handling er investering i en økologisk naboejendom, så den forbliver økologisk og så andre, nye landmænd kan drive den videre som forpagtere.
- Jeg er meget optaget af, hvordan vi bevarer de få små landbrug, der er tilbage, siger Preben Drastrup.
Til sammen vil de tre aftalte handlinger bringe bedriften fra sølv- til guldniveau.
Flere levesteder i naturen
Flere steder på bedriften har Preben gennem årene gennemført en række naturtiltag. Der bliver systematisk etableret barjordsstriber hver år. Der er plantet 2,6 kilometer seks-rækket læhegn, og der er læhegn i tilknytning til alle marker. Derudover har Preben leveret 14 hektar til en 50 hektar stor sø, som er etableret i området. Bedriften omfatter seks hektar skov, og her efterlades stubbe og dødt ved samt udgåede træer. Tilsammen har det givet Preben bronze i båredygtighedsmålet ’Rig natur’.
I ØkologiLØFT-aftalen med ØkologiLØFT-gruppen har Preben skrevet endnu en handling for naturen ind. Det handler om at etablere stenbunker strategisk godt placeret i forhold til faunaen som levesteder for padder, reptiler, spindlere, insekter og pindsvin. Ved gennemførelse af denen handling, vil det løfte bedriften fra bronze- til sølvniveau på naturområdet.